Jokeren klumme : Til jer der har glemt det

Skrevet af: Jokeren

Jeg tror de fleste kan blive enige om at hiphop er det kultur fænomen der har haft størst betydning de sidste 25 år. Det er den platform som stort set al nyskabende elektronisk musik står på. Men hvordan er det nu lige det er med det der hiphop ? Alle jer der har været nede siden staten af 80'erne kan roligt cruise ud med lommen fuld af can'er og bomb'e en togstamme mens I poplocker til tonerne af Afrika Bambatta & the soul sonic force. I ved godt hvad jeg snakker om. Det her sidder i rygmarven på alle os old schoolers. Men alle jer, for hvem det jeg lige skrev er sort snak, bør tørre leverpostejen af colabundene, og begynde at tage notater. For onkel Jokerino skal til at breake den ned for jer. Og det gælder især jer der tror at kulturen startede da 2pac blev skudt eller Dr Dre udgav "The Cronic". Der er nemlig nogle uskrevne regler, som mange har glemt, og andre er for unge til at kende.

Hiphop handler om at være original. Og ved originalitet mener jeg at bidrage til kulturen med et original udtryk, der skubber genren frem i en ny retning. Det kaldes, som [[Mc Einar]] med Peyk's ord sagde, at have "Den nye stil". Det er ikke godt nok at gøre som de andre, og eventuelt planke og kopiere sin stil, sine rim, sine skitser, sine moves eller sine beats fra en anden b boy. Det hedder at "bite", og er en dødssynd i hiphop. Dette gør også at hiphop altid vil udvikle sig i nye retninger, og det er selve kulturens livsnerve. F. eks. er gangsterrap med alle sine ghettoværdier en forgrening på hiphopkulturens stamme, lige som den jazzinspirerede N.Y. hiphop med DJ Premier & Guru i spidsen var det i starten af 90'erne. Gangsterrap er blevet verdensomspændende populærmusik og trendsættende inden for bl.a. tøjmode i form af streetwear. Det er der ikke noget galt i. Og man kan ikke bebrejde folk som Snoop Dogg, 50 cent og deres pladeselskaber for at udnytte det kommercielle potentiale i deres musik og brand. Til gengæld kunne undertegnede godt savne nogen der kom med netop "Den nye stil" og skabte en ny forgrening af kulturens krogede, men smukke træ. Det er på en måde en naturlov for genren, men det er som sagt op til os udøvende hiphoppere at komme med denne fornyelse, så vi ikke går i selvsving og stagnerer.

I hiphop og rap har det aldrig været en skam at tjene penge. Tvært imod. Hiphop startede i USA's ghettoer og det har altid været god stil at blære sig med hvor mange penge man tjente. På samme måde som det alt for store tøj kommer af at ungerne i ghettoen arvede tøj fra deres større søskende, er de overdimensionerede guldkæder, diamantøreringe og andet bling bling, en kompensation for denne fattigdom. For at slippe ud af ghettoen kræver det at man er den bedste til noget. Det kunne være basketball eller stand up comedy, men uanset hvad du kunne, var det livsnødvendigt at være nummer 1. Derfor har det i hiphop også altid været god tone at blære sig med at være den bedste. Dette skaber også en sund konkurenceånd, som dog kan blive livsfarlig når æreskrænkelserne på mikrofonen eller dansegulvet, udmønter sig i en "beef", der bliver taget til gaderne og i USA ofte ender i mord og vold. Men faktisk opstod hiphop som et fredeligt alternativ til volden og banderne. Samtidig har jeg i L.A. hørt hardcore gangsterrappere give den op for folk som Vanilla Ice og MC Hammer. Og hvorfor nu det ? Jo, for de klarede sig netop ud af ghettoen, og alle der har gået rundt i sin brors aflagte bukser med knurrende mave ville uden at blinke bytte med en rig millionær, der lever af det han kan lide at lave. Folk, der har succes fortjener deres props og respekt. Jeg tager også gerne hatten af for Nik & Jay. Jeg er sgu ikke nogen playerhater. For under deres overfladiske modeshow og forslidte hippop klicheer er de faktisk real. De er nemlig bare nogle glade drenge fra Værløse, der kan lide at lave popmusik og se pigernes røv gå "Boing Boing". Og de har aldrig påstået andet. Respekt for det. Keep it real. At holde det ægte betyder nemlig at være tro mod sig selv og ens egne værdier. Ikke andres værdier. Så det er en grundig misforståelse at man kan kopiere sin yndlings mixtape rapper og/eller favorit producer fra kulturens guldalder, snøre skoene op med fat laces, og så automatisk være real og original. Selvom det for udenforstående kunne se voldsomt autentisk ud, er det faktisk fake as fuck. Og du får ingen respekt fra en ægte hiphopper.

Hiphop handler nemlig først og fremmest om respekt. Da de første danske rap pionerer startede på Strøget, i Thomas P Hejles og i Klub 47, var den eneste belønning man kunne vente sig sine ligesindedes respekt. Det samme gjaldt i New York, da genren var ny og spæd. Og da dansk rap blev undergrund igen efter MC Einar og [[Rockers by Choice]]'s første plader, var det stadig kærligheden til kulturen, og respekten fra andre udøvende b boys der drev værket. Selv da N.W.A. kom straight outta Compton var der ingen der regnede med at de ville sælge og tjene millioner - heller ikke dem selv. De ville bare fortælle verden om deres bydel i Los Angeles. Repræsentere og kræve deres respekt. Nogle folk forveksler dog respekt med frygt. Men kig på hvor Suge Knight og Death Row Reocrds er nu og du vil se at den slags imperier er dømt til at falde. Og hvad med breakerne og grafittimalerne ? De gør det ene og alene for respekten. Nogle graf malere sidder sågar i fængsel for deres kunst. Tænk over dét næste gang du sætter pennen på papiret. Og husk at vi alle står på skuldrene af dem der gik før os. Dem der pionerede hiphop før der var penge, letpåklædte piger og store kromfælge på slæderne. Husk at give dem den respekt de fortjener. Uden dem stod vi ikke her i dag.

Du skal "Pay ya dues", hvilket groft oversat betyder at du selv skal have ydet et væsentligt bidrag inden du kan tillade dig at have en mening om emnet her eller andres bidrag. Det gælder uanset om du er en 15-årig dreng på internettet eller en garved kultur journalist. Men det betyder sgu ikke at de nye talenter og den næste generation af b boys skal smække fissen og rette ind. Tværtimod. Det er netop fra jer at fornyelsen, den næste stil, den nye vinkel på hiphop og rap skal komme fra. Og enhver med "skills" har noget at skulle have sagt. For ingen har patent på hiphop. Heller ikke hvis man har været nede siden Grand Master Flash opfandt crossfaderen.

For når alt kommer til alt er hiphop og rap dybest set en udtryksform, som du kan fylde med hvad du vil. Hiphop er hvad vi gør den til. Og der er lige så mange subjektive definitioner af hiphop som der er b boys. Det er det smukke ved det her. Men lur mig om ikke de fleste der har været nede siden starten i grove træk er enige med mig i disse nu nedskrevne regler. Enhver subkultur med lidt bundtræk ender som regel som popkultur. Men genren dør altid igen når dens grundlæggende værdier udvandes. Kig bare på punkbevægelsen. Så til alle jer der har glemt det eller ikke ved bedre : Kom med dit originale bidrag for at få din respekt. Fortjen den. Forny hiphop. Lav en fresh burner. Tag os til det næste niveau. Husk at det at være dope ikke handler om narko. Og så skal du ikke være genert for at blære dig med både evner og indkomst undervejs. Du er hiphopper og janteloven gælder ikke for os.

Word to tha muthafucker.

[[Jokeren]]

1 kommentarer:

[...] Læs hele hans artikel her! [...]