Gangrene – ‘Vodka & Ayahuasca’ (album)

Både Oh No og Alchemist har altid været to ekstremt arbejdsomme herrer, med mange projekter bag sig. Hvor Oh No altid har repræsenteret den mere alternative del af hiphop-scenen, så er Alchemist nok mest kendt for sit langvarige samarbejde med den hårde east coast-scene, særligt Mobb Deep. De senere år er Alchemist dog selv søgt hen mod rappen, hvilket har ført ham sammen med Oh No og det ekstremt vellykkede og oversete Gangrene-projekt.

Nu er de så klar til at præsentere deres andet fuldlængde album under Gangrene-navnet, og det første som slår en, er hvor ekstremt kompromisløst albummet egentlig er. Det psykedeliske univers og de skæve produktioner gennemsyrer hele albummet, og på mange måder er det et decideret ubehageligt og ikke-indbydene bekendtskab, som samtidig er ekstremt tilfredsstillende og fascinerende. I den henseende er albummet nok en meget god repræsentation af præcis hvordan en cocktail bestående af vodka og den berygtede Ayahuasca-drik tager sig ud i lydformat, og hele albummet fremstår mest af alt som et langt psykedelisk trip.

At begge kunstnere – eller i hvert fald Alchemist – først og fremmest er producere, går bestemt ikke ubemærket hen. Idet produktionerne uden tvivl fungerer som omdrejningspunktet og tematisk rød tråd for albummet. Dette skaber uden tvivl et lidt distanceret forhold til selve rappen, der ofte ikke rigtig formår at skille sig ud fra de meget karakteristiske produktioner, som mest af alt kan beskrives som en blanding af psykedeliske sci-fi-film fra 50′erne og 60′erne blandet med noget Scooby Doo fra slut 60′erne og start 70′erne, og tilsat lidt undergrunds jungle-slashere fra 70′erne og 80′erne. Albummet fungerer faktisk i høj grad som en syret film-noir, der fremprovokerer et væld af billeder og referencer, som går langt ud over hvad der reelt set rappes om.

Detaljeringerne i produktionerne er enorm, og der er virkelig gået meget arbejde i at skabe effekten af det perfekte psykedeliske trip. Et markant eksempel er på flere af de små skits imellem hvert nummer, hvor der konstant bliver skiftet mellem højre og venstre kanal, så jeg – da jeg hørte albummet med høretelefoner – nærmest blev helt søsyg og svimmel. Det var en ekstremt syret oplevelse, som jeg faktisk aldrig har oplevet udført på den måde, og selvom det ikke fungerer helt lige så godt på et decideret højtalersystem, så er det en fantastisk detalje, som gør oplevelsen af albummet meget intens, når man fordyber sig i det.

Nu skal det bestemt ikke forstås som om, de rapmæssige aspekter ikke er af høj kvalitet, men der skal ikke være tvivl om, at både Alchemist og Oh No ønsker at man skal fordybe sig i det intense produktionsmæssige univers, der på sine knap 40 minutter kræver ekstrem meget koncentration, den korte spilletid til trods. Både Alchemist og Oh No har begge udviklet sig til ekstremt potente rappere, men alligevel er det først når gæsterne træder til, at albummet bliver særligt interessant, idet der skabes nogle nødvendige afbræk.
Alchemist er desværre en rimelig monoton rapper, og selvom det måske ikke kan forventes at han skal hamle op med gæster som Kool G. Rap, Roc Marciano og Prodigy, så ville albummet måske have fungeret bedre, hvis både Oh No og især Alchemist var trådt lidt mere i baggrunden rapmæssigt, og i stedet havde overladt raptjansen til andre artister… især Sean Price falder mig ind, som en oplagt kandidat.

Bortset fra det, så er ‘Vodka & Ayahyasca’ et fantastisk bekendtskab, mange vil nok blive afskrækket af de intense produktioner, men dem som giver albummet den fornødne opmærksomhed, vil uden tvivl blive ved med at vende tilbage efter endnu en tår af den psykedeliske drik.

4 ud af 6 spots

Bumsestilen – ’Ude af trit med flokken’ (album)

’Ude af trit med flokken’ er et todelt værk, hvor første del udkom i 2010 på vinyl. Anden del er nu på gaden samtidigt med en samlet cd-version med et par bonusnumre, der gør det til en langspiller på tyve skæringer. Bumsestilen har altid kørt deres eget ræs uden at følge en bestemt opskrift, og er stadig kørende på kærlighed til musikken.

Bumsestilen vandt den hedengangne konkurrence DM i Dansk Rap i 1999. Dengang var rapperen Busse også inkluderet, men her over 10 år efter er det heldigvis kun Thomas T, der er talerør for gruppen. Swab er produceren bag, der bevæbnet med sampler, synthesizere og behændige cuts, har skabt en rå og varierende lyd. Det er på lydsiden, at Bumsestilen har udviklet sig mest henover årene. I forbindelse med den samlede cd-version har musikken fået en moderne optimering, hvor Swab leger med forskellige inspirationskilder. Det er blevet mere råt, og selvom det er et langt album, så er lyden afvekslende med eksperimenter fra rock, punk, reggae og et stort elektronisk strejf. Swab har fået licens til at gå hele vejen, og det udnytter han, men indimellem også lidt for overgearet.

Thomas T er manden på mikrofonen, og han sørger for at holde Bumsestilen helt nede på jorden uden at blive alt for højtravende. Han har altid været en rapper, som var underholdende at lytte til, fordi hans varemærke var en garanti for humoristiske punchlines med selvironi og ydmyghed. Han er stadig en slags stand-up rapper, der kan få folk til både at nikke med nakken og trække på smilebåndet. Når Thomas T folder sig rigtigt ud på de battle-punchlines baserede tracks, så topper ’Ude af trit med flokken’ som på ’Psyko funk’ eller ’At være’;

”Jeg kan ikk´ synge, men jeg giver jer en opsang/ Det er Thomas T, jeg er verdensberømt i hvert fald i min opgang”. – ”Nu om dage vil de fleste rappere hellere blive set end hørt/ Det er sex, vold og stoffer, det er mærke-tøj og lækkert hår/ Eller er rap nu om dage bare en joke jeg ikk´ forstår?”.

Eller når Swab brillerer med et fængende beat på ’Bakkens top’, og Thomas T dropper flere underholdende punchlines;

”Det er Bumsestilen, ingen kan flowe tighter/ Jeg er ikk´ tabt bag en vogn, det er mig, der er co-driver/ Har knap råd til bussen, men jeg er godt op at køre/ Hvis mit rap det er noget lort, så har I lort i jeres ører”. – ”Rap-musik er ligesom fisse, man bør vide, når man skal trække sig”.

Hans tekster er interessante, fordi han næsten altid har et lille sprogligt twist eller en humoristisk vinkel, der giver sangen noget ekstra. Han balancerer på en linie mellem direkte battle-blær til mere Piet Hein-agtige små aforismer, når han reflekterer over livet. Det sker f.eks. på ’Livet stinker’; ”så jeg holder mig for næsen”, eller med et ’Hoved fuld af stress’ – ”Prøver på at drukne mine problemer, men de kan svømme”. For Thomas T vil nok ikke sættes i en punchline-MC kategori, så han har helt sikkert bevidst forsøgt at sprede emnerne for at vise, at han kan mere end at være en blærerøv. Emnemæssigt er det en god blanding mellem fest og ballade og mere modne og personlige tracks, der dog alle er mere eller medmindre punchline baseret.

Det er battle-blær numrene, der er Bumsestilens stærkeste side, men variationen gør, at de også bevæger sig over historier om livets besværligheder på ’Skridt for skridt’ til problemer med kvinder på ’Tøzer’ og ’Dronningen af rendestenen’. Der køres videre til en kritik af de såkaldte politiske rappere på ’Korthuset’ og musikindustrien på ’Ugens uundgåelige’. Thomas T holder stilen helt ind til benet, men hans lidt oldschool flow og ensformige stemmeføring bliver lidt anstrengt hele pladen i træk.

Til gengæld er der et glædeligt genhør med Sphaeren på ’Overset undervurderet’, og Supardejen medvirker alene på ’Lad det drop’. Her har Swab sammensat en skæv og rocket produktion der passer til Dejen, der også stadig forstår at gøre sig til på et track. Der bliver desuden flirtet med reggae sammen med Kong Salami på ’Kammerater’, der er med til at afslutte det hele glimrende.

Bumsestilen skal have respekt og især Thomas T for stadigvæk at levere på mikrofonen. De er ’Ude af trit med flokken’, fordi de stadigvæk formår at gøre sig bemærket i mængden. Der er måske ikke de store overraskelser eller fornyelser, men det er solidt håndværk fra den gamle skole. Forventningerne bliver indfriet i det fuldendte projekt, der ikke skuffer deres fans.

4 ud af 6 spots