Hiphop-veteraner leverer helstøbt værk

Af: Jonas Cisse Winther

De gamle drenge fra The Roots har i 17 år defineret, hvordan håndspillet hiphop skal lyde uden at gå på kompromis med deres kunstneriske integritet og lyst til at udforske genrens muligheder. Med trommeslager og producer Questlove ved roret på hiphop-flagskibet The Roots er How I Got Over på mange måder et af gruppens mest helstøbte og tilgængelige album.

Det er deres niende album, og det demonstrerer tydeligt et band i super form. Det skal muligvis tilskrives deres faste job som Jimmy Fallons Late Night-orkester, hvor de hver aften er backing-band for alskens kunstnere og Fallons musikalske sparringspartnere. Albummet byder i hvert fald på en række spændende og uventede gæster, som for eksempel indie-rock bandet Monsters of Folks forsanger, der på den glimrende "Dear God 2.0" fuldender melankolien med sin skrøbelige vokal. Derudover er der besøg af flere af The Roots' deltids lejesvende: Dice Raw, Truck North og P.O.R.N, og så bidrager John Legend også, eksempelvis på "Doin' It Again", som på elegant vis samples af The Roots.

Lyrisk leverer Black Thought som altid reflekterende to-the-point rim i et sikkert flow. Der kredses opløftende om at komme igennem hårde tider, og pladen kan på mange måder tolkes som et modstykke til de hårde beats og klaustrofobiske tekstunivers på gruppens forrige udgivelser, Game Theory og Rising Down. Her bliver de kontrasteret med et positivt og lettere udtryk, som dog alligevel resonerer politisk bevidsthed og skepticisme.

Synthen er afløst af orglet og klaveret, og vreden og paranoiaen er afløst af klarsyn og optimisme. Et godt eksempel er det poppede nummer "The Day" med Blu og Phonte fra Little Brother. "Radio Daze" opsummerer på glimrende vis pladens blændende musikalitet. Nummeret minder på mange måder om et forsvundet Gil Scott-Heron nummer med dets jazzede keys, in-the-pocket trommer fra Questlove og rappernes malende rim.

Musikalsk er inspirationen tydeligt hentet fra 1970'ernes soul-klassikere som Marvin Gayes "What's Going On" og Curtis Mayfields Super Fly-soundtrack. Og det er den vibe, der i høj grad definerer albummet, og giver det undertoner af gospel og jazz, og generelt resulterer i et mere tilgængeligt udtryk end mange af The Roots' andre udgivelser. Det er svært at undgå at tænke på deres klassiker Things Fall Apart.

Hvis man skal sætte en finger på pladen, er det det evigt tilbagevendende dilemma med The Roots – den dygtige Black Thought får ikke lov til at skinne igennem som rapper. Man kan spørge sig selv, hvorfor der er så mange gæster, når man er i besiddelse af en af de mest garvede og spidstungede rimsmede i branchen.

Albummet er på 14 numre og er kun 42 minutter langt. Længden kan diskuteres, men alt i alt fremstår albummet som en stram musikalsk enhed uden fyldnumre, hvor gruppens varierede udtryk flot demonstreres. Det flyder uden besvær fra eksistentiel frustration på "Dear God 2.0" til fremskridtstro på titelnummeret, over i den hakkede banger "20/20 Web", og slutter med det flabede auto-tuneinficerede bonus-nummer "Hustla".

Hvis du er til velproduceret hiphop med aner af jazz, soul, blues, sågar af indie-rock, eller bare god musik generelt – her bundet sammen af Black Thoughts karakteristiske rap og Questloves funky beats – så snup pladen her og lad dig forføre af et band i fuld kontrol over deres evner.

Når ærligheden visker alle klichéer ud

LasG har efterhånden været mange år i den danske hiphop-kultur, hvilket har resulteret i projekter med bl.a. Blok13 (Niarn, AMP, Sundsdal og senere Klingen). LasG har overlevet kontroverser, og er gået gennem en følelsesmæssig storm, for at finde sine egne veje, og har valgt kærligheden til musikken, frem for at satse på en decideret musikkarriere. På dette album er det derfor ærligheden der står øverst på prioriteringslisten, resultatet er rap der ligger milepæle fra tomme og perfide rap-klicheer.

LasG beretter om sit liv på denne plade, og det bliver bestemt ikke tørt eller kedeligt, når LasG reflekterer over sin hverdag, og ser kritisk på den danske hiphop-kultur, hvor han kategoriserer og piller ved den falske facade, som regerer over den danske hiphop verden. LasG er en yderst kompetent lyriker, som gennem års arbejde, har skabt sit helt eget rap-flow, som vi andre kan nyde glæde af. LasG må uden tvivl være blandt de ti bedste rappere i Danmark, og hans solodebutalbum, taler sit helt eget sprog for denne påstand. Stilen er gennemført, den er innovativ, og hans oprigtighed blandet med velfungerende retorisk ordspil gør, at LasG´s Whatever, er en af de mest spændende udgivelser fra undergrunden, som dansk hiphop har set i mange år.

Lyduniverset på udgivelsen er hovedsageligt konstrueret af Galimatias, som bl.a. lavede en kyndig produktion til Fosta-albummet, som bestemt gav mindeværdige toner. Produktionerne på Whatever er så markante og så fængende, at man hungrer efter at høre mere og flere. Der er ingen tvivl om, at dette gode samarbejde mellem rapper og producer er med til at stadfæste denne udgivelse som en med fede produktioner og flydende lyrik – som samtidig er selvreflekterende og gennemarbejdet.

Jazz i (hiphop)forklædning - eller omvendt?!

Hiphop er mange ting. Jazz er mange ting. Grafisk musik forener de to i en helt særlig blanding. En rigtig dejlig blanding, faktisk. I hvert fald set med hiphopbrillerne på.

Jesper Dahl er for mange nok bedst/mest kendt som Jokeren - den ultimative alphahan der karismatisk deler ud af sine holdninger, lægger dem på rim og vers, og spytter dem af sted mod de hungrende lyttere. I dette projekt er det stadig holdningens mester der er på banen, men leveringen er en helt anden.

Grafisk Musik er, rent genremæssigt, tættest på spoken word – men med et twist. Jesper Dahls erfaring med at fortælle sin historie på et beat kommer til sin ret, og resultatet bliver ikke ord der flyder hen over musikken – men derimod ord der flyder med musikken! Det er som om, han eksperimenterer mere med sin stemmeføring og hele stemningen i det enkelte nummer, og på den måde bliver fokusset flyttet fra hans rytmiske evner, til hans vokaltekniske evner.

Og musikken, den passer rigtig godt til både de skarpe historier og fortælleren. Den varierer i stil og tempo fra tilbagelænet jazz-grooves til uptempo og funky rundgange – alt sammen med melodiske og ørehængende temaer. Og det er da heller ikke hvem som helst der er samlet i studiet. De tre musikere er nogle af dansk jazzs tunge drenge, og sammen mad dansk raps ditto rammer de noget.

Det er ikke et hiphopalbum. Langt fra. Men det er heller ikke som de fleste spoken word-album. Eller jazz, for den sags skyld. Der er noget atypisk og skævt over det – og det er rigtig, rigtig sundt for dansk hiphop at blive udfordret og udviklet. At det er lykkes i dette projekt skyldes nok især de fire medlemmers erfaring fra deres respektive musikalske baggrund, og deres evne til at turde noget nyt.

Om albummet går hen og bliver en decideret klassiker, er nok en anden sag. Men det fanger lytteren – uanset om denne er drevet af musikalske eller sproglige finurligheder, og ganske uanfægtet af genretilhørsforhold i øvrigt. Og det skal de have tak for.

Se billeder fra RF10

Vores fotografer var skam også på Roskilde Festival, og resultaterne af deres arbejde er så småt begyndt at kunne ses, lige nu kan du se stemningsbilleder og billeder fra bl.a. koncerterne med Die Antwoord, Chic Quib Town og sågar Mortörhead!.

Der er flere billeder på vej, så stay tuned!

Billeder kan ses i galleriet

RF10: I've Got The Blues..!

Alting har en ende. Også dette års Roskilde Festival. Og den afslutning kan absolut afføde glæde over at vende hjem til et varmt bad, en blød seng og et fyldt køleskab. Men også sorger. Og jeg har ærlig talt ’The Roskilde Blues’ her dagen derpå.

Roskilde har for mig holdt alt hvad den lovede. Jeg har hørt fantastiske koncerter, drukket semi-kolde øl og mødt fantastiske nye mennesker. Det skal dog siges, at med danske hiphopbriller på, var programmet ikke fantastisk – der var ikke mange danske rappere på programmet, og man kan håbe, det ændrer sig til næste år.

Men hvad var så de bedste oplevelser? Jeg har prøvet at lure stemningen af hos både egne venner og mange af de nye mennesker, jeg har mødt i løbet af de sidste fem dage. Og det hele handler om sammenhold!

Det er måske gamle nyheder for garvede Roskilde-gængere, men for en nybegynder er det overraskende med al den tolerance, kærlighed og sammenhold cirka 75.000 mennesker kan vise over for hinanden i løbet af en uge på en mark i Roskilde. Ja, der er også undtagelser, men dem vil jeg udelade her. Jeg vil i stedet sætte en tyk fed streg under det fantastiske i, at god musik blandet med lidt primitive forhold og masser af sprut simpelthen kan fremkalde det bedste i folk.

Jeg har aldrig i det københavnske natteliv oplevet så fin en køkultur som ved en tilfældig Tuborgbod på marken. Aldrig har så mange mænd holdt alt fra toiletdøre til skraldelåg for mig, og aldrig, aldrig har så mange mennesker stået alt, alt, alt for tæt på mig, uden at være hverken upassende, gramsende eller irriterende. Jeg er forbløffet over Roskilde-gæsterne – de er absolut dem jeg allerhelst vil feste med i hele verden!

Hvilket bringer mig tilbage til min Roskilde Blues. For jeg savner det jo allerede! Og lige nu synes jeg, at det er alt for lang tid, at skulle vente rundt regnet 360 dage på at komme tilbage og høre flere fantastiske koncerter, drikke dejlige øl, få støv i håret og glædestårer i øjnene. Jeg vil tilbage NU! Men det eneste jeg kan gøre, er at svælge i mine mange gode minder, og begynde at tælle dage til næste års Roskilde Festival. Ses vi? Det håber jeg!

RF10: Choc Quib Town - Et friskt pust fra de varme lande

Mens Motorhead var i fuld færd med at skråle Orange Scene omkuld, gik det lidt anderledes for sig på Cosmopol, hvor det colombianske orkester Choc Quib Town var kommet for at vrikke nogle hofter, med deres lækre blanding af salsa, funk og hiphop. Efter en kort præsentation fra Per Vers var den syv mand høje konstellation klar til at gå på scenen. Og klar - det var de i dén grad. Mens bandet diskede op med det ene lækre groove efter det andet, dansede de tre forsangere, hvoraf den ene også agerede dj, rundt med store smil på læben. Ud over at have styr på dansetrinene var de alle tre, den ene en veldrejet kvinde med store, sorte krøller, yderst habile rappere. Der var ikke en eneste fodfejl i deres rullende, colombianske flow, og ikke en eneste pause til lige at få pusten.

Bandet havde publikum i deres hule hånd fra første sang, og inden længe stod alle og dansede rundt om sig selv med højre arm i vejret efter deres instruktioner. Der var en utrolig nerve og livsglæde, som var virkeligt smittende og inspirerende for os heroppe i det kolde nord. Som min sidemand bemærkede, var det stort set umuligt at stå stille, så længe de spillede. Det var helt tydeligt, at gruppen har sin inspiration fra mange forskellige genrer; ind imellem blev der givet guitarsoloer og det føltes pludselig som at være til rockkoncert, dernæst genfortolkedes House of Pain nummeret ”Jump Around”, så et stykke med dancehall og få numre senere skulle der spilles og danses salsa. Alle stilarter mestredes til perfektion i denne herlige blanding.

Udover at være alsidige, udviste bandet et usædvanligt overskud og en livsbekræftende glæde ved at spille. Alt de gjorde så ud til at være legende let, og stadig var det så uendelig tight. Trommeslageren holdt takten perfekt, mens der drønedes løs på bas, guitar og bongotrommer, og forsangerne rev tilskuerne rundt, til man var badet i sved og flækkede i et stort grin. Det var muligvis sidste dag på festivalen, men det kunne bestemt ikke mærkes ved denne optræden, der struttede af herlig sydamerikansk funk og rap, og pludselig var der ikke kun støv og tislugt i luften men også et drys rendyrket colombiansk magi.

RF10: Sydafrikanske galninge indtog Cosmopol - Die Antwoord

Die Antwoord er et af de mest interessante navne i hiphop for tiden. Med deres trippede stil, spøjse tekstunivers og uforståelige sydafrikanske dialekt, har de delt vandene. Nogle kan ikke få nok - andre kan ikke udstå det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder tilhører den første gruppe, så det var derfor med store forventninger, jeg drog mod Cosmopol, tidligt søndag eftermiddag. Og jeg skal love for, at alle forventningerne blev indfriet!

Først på scenen var den lille Yo-Landi Vi$$er, der er lige dele tosset og sexet, foruden at være en utrolig dygtig rapper. Iført hvidt joggingsæt med sorte tegninger på, åbnede hun og DJ Vuilgeboost ballet, og kort efter gjorde Ninja dem selskab med sin lange, ranglede krop og karakteristiske frisure. De to rappere hoppede rundt med en utrolig energi, hvilket nok var grunden til, at Ninja ind imellem lød forpustet og kiksede et par linjer mod slutningen af showet. Til gengæld var der intet forpustet over mandens velkendte, frække attitude, som når han smed joggingsættet og svingede ”the meanest penis that you’ve ever seen” bag sine famøse (og alt for korte) shorts. Yo-Landi var utrolig tight på mikrofonen gennem hele showet, og ramte perfekt med sin skarptskydende lillepigestemme.

Sceneshowet var på alle måder forrygende med masser af kostumeskift, nøgne damer på storskærmen og lynlektioner i sydafrikanske gloser, som publikum kunne synge med på. Til tider føltes det som om, teltet skulle lette, når gruppen skruede op for undergrundshits som, ”Wat Kyk Jy” og "Jou Ma Se Pous in 'n Fishpaste Jar". Derudover bød koncerten på freestyle, lyssværd og afslutningsvis et langt rave med stroboskoplys, røgmaskiner og en sand tour de force af Ninja, der rappede sit halsbrækkende, otte minutter lange vers til "Beat Boy". Det var utroligt at se, hvor mange mennesker, der var mødt op til denne usædvanlige koncert, og var klar til at råbe med på de syrede tekster, der primært omhandler ting som joints, store lem, og kønsskifteoperationer.

Efter showet var teltet tæt på kogepunktet og Die Antwoord kom på scenen igen til to ekstranumre; først den bangende ”Superevil”, som de fleste blandt publikum tydeligvis kendte, og til sidst et helt nyt rave-remix af ”Enter the Ninja”, som ikke var hørt i Europa nogensinde før. Tilsammen et helt fantastisk rap-rave med nogle af hiphoppens skøreste bananer.

RF10: Sensational & Spectre - langt fra sensationelt!

Omkring 20 mennesker havde samlet sig foran Pavilion lørdag aften, hvor et af de mere ukendte navne på dette års festival skulle optræde, og med kun fem minutter til showstart gik de to hovedpersoner selv rundt, og lavede lydtjek. Der var tale om New York-rapperen Sensational, der er kendt i visse undergrundskredse for sin syrede, skæve stil samt produceren Spectre, der blandt andet er blevet kaldt for The Nosferatu of Underground Horrorcore. Det var næsten hjerteskærende at se Spectre gå på scenen og begynde at spille for så lille en forsamling, men lyden af hans tons tunge, industrielle beats lokkede langsomt folk ind i teltet og snart var der samlet omkring 400 mennesker i teltet. Og forståeligt nok, for det var svært ikke at give sig hen til Spectres sumpede produktioner, spækket med laserlyde, horn og en bas, der snildt overdøvede Muse, som samtidig var i gang på Orange.

Efter en lille halv times dj-sæt spankulerer aftenens anden hovedperson, Sensational, på scenen, iført en hvid hættetrøje og et par store solbriller, som forblev på under hele koncerten. Men i stedet for at begynde at rappe, lagde han ud med at promovere de tos fælles projekter, ”Acid & Bass” og ”Death Before Dying” og han fortsatte med at sniksnakke i fem-seks minutter, før man fik lov at høre ham rappe. Men her var forventningens glæde absolut den største. Hans syrede, gakkede stil, som jeg havde glædet mig til at høre, endte som en parodi på sig selv, da han enten var alt for skæv, uengageret eller simpelthen bare for dårlig til på nogen måde at nå ud til publikum. Med hensyn til flow var det stort set ikke-eksisterende - der var lange pauser i hans vers, hvor han bare gik lidt frem og tilbage og råbte ”new shit!” eller gentog sit eget navn. Det mindede til tider om at få afspillet et mixtape, hvor dj’en konstant råber enerverende ligegyldigheder ind over numrene.

Spectre gjorde det fortsat udmærket, til trods for at hans beats til tider kunne være lidt kedelige eller ensformige. Når de til gengæld var gode, blev man blæst omkuld af hans hårdtslående produktioner. Men det var desværre ikke nok til at redde makkeren, der havde svært ved at få en eneste tydelig sætning over læberne. Det var stort set umuligt at høre, hvad han sagde det meste af tiden, og selvom han til tider vågnede lidt op og viste en smule potentiale, var der alt for langt mellem snapsene. Der var simpelthen for lidt flow, alt for lidt indhold, for lidt publikumskontakt og for dårlig overgang fra nummer til nummer. Den sidste halvdel af Sensationals optræden føltes som at se en meget lang freestyle med en person, der aldrig har prøvet det før. Og han lod ikke til at blive bedre af den joint, han stod og røg på scenen.

Det tyndede langsomt ud i publikum og de der blev, var en broget flok af stive gamle mænd, folk der tågede tilfældigt rundt og en håndfuld unge, der stod foran uden at nikke det store med nakken. Desværre, en meget skuffende oplevelse, der ligeså godt kunne have været et dj-sæt. Og måske havde det endda være bedre.

RF10: Brother Ali - Minnesotas Master Fatman

Minnesota-rapperen Brother Ali gjorde det fra starten klart for sit publikum, at der ikke var tale om et show, men en fest, da han lørdag spillede på Odeon for et lige knap fyldt telt. Forskellen, forklarede han, lå i, at her skulle publikum ikke bare stå stille og bedømme, mens dem på scenen skabte sig – her var alle lige. Derfor havde den kridhvide rapper heller ikke medbragt anden opbakning end sin dj, Snuggles, der stod bag pladespilleren under (det meste af) koncerten. På trods af han var mutters alene på mikrofonen, fremstod Brother Ali utrolig selvsikker og nærværende uden på noget tidspunkt at snuble i ordene eller gispe efter vejret. Og det til trods for nogle, til tider, temmelig halsbrækkende sætningskonstruktioner.

Som nævnt nåede Ali godt ud over scenekanten, og han gjorde meget for at engagere sit publikum i vores fælles fest. Ind imellem blev festen dog afbrudt af nogle små spoken word-agtige prædikener, hvori han delte alle i sine personlige filosofier, om hvordan alle bør turde være sig selv, og at der ikke er noget ”you and me - there’s only us”. I sandhed sympatiske holdninger at have, og heldigvis nåede det aldrig at blive alt for meget.

Midt i showet gik Ali fra de lidt ældre, lidt mere boom-bap klingende tracks til et par nyere, mere seriøse og personlige numre fra 2009-pladen, ”Us”, kun for senere at sparke festen i gang igen, blandt andet med en imponerende beat box session fra dj Snuggles, der pludselig kom frem på scenen. Og selvom Brother Ali er en stor kærlighedsmaskine, skal jeg love for, han kan rive en mikrofon rundt med sit usvigeligt stramme flow og et enkelt bandeord eller to undervejs.

Brother Ali er tydeligvis en mand, der hviler i sig selv, elsker sig selv - og alle andre. En attitude man ikke kunne lade være med at lade sig smitte og inspirere af, når den store, tykke albino dansede rundt på scenen og struttede af livsglæde og gode vibrationer. Ali var, som sagt, den eneste rapper på scenen, og der var ikke gjort noget ud af scenen, ud over at smække en dj-pult op bagerst. Man fristedes til at føle, der ligesom manglede noget i forhold til andre hiphopkoncerter, men Brother Ali er netop ikke som alle andre. Han er en stor, soul-fyldt bamsebjørn, der kan rappe sin blege bag ud af bukserne og han formåede at holde en fest fyldt med næstekærlighed og fredstegn i bedste Master Fatman-stil, og hatten af for det.

Fotograf: Patrick Lauritzen - LauritzenPhotography.dk

RF10: Fra Brother Ali til Prodigy

Under Brother Ali koncerten på Odeon lørdag eftermiddag, støder jeg ind i den unge festivalgænger Victor, som er villig til at give et par ord med på vejen om sin festival.

Hvad syntes du om Brother Alis koncert?
- Jeg synes, det var en fremragende koncert. Han løftede virkelig teltet op, og kom med gode budskaber undervejs.

Mener du, der er nok hiphop på årets festival?
- Nej, bestemt ikke, og slet ikke af denne art! Det her er stort set det første hiphopnavn, jeg har fået set i år. Det skuffer virkelig, at der ikke enten er nogle store navne, eller flere små navne i stil med Brother Ali.

Hvilke andre koncerter har du fået set indtil videre?
- Jeg så Gorillaz, hvilket var rigtig fedt, men jeg var nok for stiv til at kunne bedømme kvaliteten. Ellers har jeg også set lidt af Tech N9ne-koncerten, men der var jeg også pænt stiv, igen..og så When Saints Go Machine.

Er der andet, du skal nå at se, inden festivalen slutter?
- Ja, jeg skal over og se Pendulum her om lidt og så The Prodigy senere i nat, og så tror jeg min festival er ved at være slut. Der er jeg nok lidt smadret.

RF10: Motörhead (Orange) – nærmest som hiphop(?)

Det er søndag. Hiphop-programmet er særligt tyndt denne dag. Undertegnede sidder i mediebyen og klør sig i hovedbunden. Hvad skal der ske? Hvad skal dækkes, når nu vores primære mål – hiphoppen – er så dårligt repræsenteret? Pludseligt dukker en idé op. Hvad er det egentligt de andre oplever, når vi står og bouncer til en eller anden hiphop-koncert på Roskilde Festivalen? Og vil man kunne finde den samme energi eller måske endda de samme mønstre og traditioner der? Undertegnede tænkte, at måske de gamle rock-drenge fra Motörhead ville kunne give ham svaret. Og sådan endte en hiphop-anmelder i Pitten, foran Orange kl. 14.30, til hård rock-koncert med glade Motörhead-fans. Det skulle vise sig, at de to musikalske verdener ikke er så langt fra hinanden, som man (måske) kunne tro.

En ny verden åbnede sig for mig, mens jeg observerede såvel publikum som performerne på scenen. En verden hvor tøjmoden de sidste 50 år har været sort, hvor cappen er skiftet ud med cowboyhat, hvor en MC er en motorcykel, hvor banging er noget man gør med hovedet, hvor solbriller bliver båret i al slags vejr, og hvor højttalerne på Orange åbenbart ikke er fyldestgørende, og man derfor tager sine egne med, som man så sætter op på scenen, så der dårligt er plads til bandet(!)

Koncerten går i gang. Tre ældre herrer kommer ind på scenen. Det slår mig, at de ikke ligner deres jævnaldrende i deres rock-mundering. Lead-guitaristen bærer et fascinerende skæg, og sammen med cowboy-hatten får det mig til at tænke på western-film om den amerikanske borgerkrig. Jeg smiler lidt for mig selv og mærker, at jeg faktisk føler mig hjemme her. Pludselig må jeg konstatere, at mit ene ben faktisk bevæger sig i takt til rock-drengenes svedige guitar-riffs.

Jeg kigger mig omkring og finder visse lighedstræk ved denne genres hardcore fans. Jeg må konstatere, at den gennemsnitlige ærke-Motörhead-fan er mand, et sted i 30’erne, tatoveret, har en sort T-shirt med Motörheads tourplan på, lugter lidt af en blanding af sved og øl, og bærer en cowboyhat. Jeg kan godt lide dem. De er ikke rigtigt farlige trods omtalte beskrivelse – de er bare kommet for at nyde musikken.

De tre ældre herrer smadrer løs på deres guitar i halvanden time kun afbrudt af en vanvittig trommesolo, der varer godt fem minutter. Jeg kan ikke genkende et eneste nummer, men må konstatere, at de her tre ældre rock-drenge kan deres kram. I løbet af koncerten føler jeg mig så meget en del af flokken, at jeg fanger mig selv i at klappe i takt med publikum, og råbe højt og vildt, efter hvert nummer er færdigt.

Endelig summerer jeg op hen mod slutningen af koncerten. Kan jeg overhovedet finde nogen som helst lighedstræk mellem det her og den hiphop-musik og kultur, jeg holder så meget af? Og igen må jeg trække på smilebåndet, da det går op for mig, at det kan jeg faktisk godt.

Et af de mest flittigt brugte ord er ”fuck”, håndtegnene er gennemgående og også vigtige for denne musikkultur, tatoveringerne synes også at have en central rolle her, selvom motiverne er anderledes – men vigtigst – energien er den samme! Hård rock handler om at komme af med sin energi, og det gøres gennem en musik-form, hvor man må være beskidt i sin mund, synge om sex, hor og druk – det er så pædagogisk ukorrekt, som det kan blive – og dejligt befriende.

En ting skriger til himlen, når man tænker over de to kulturers forskelligheder. Historien. Rock-musikken har mange flere år på bagen, og det er tre ældre herrer, i dag, et tydeligt eksempel på. Fascinerende er det, at de stadig kan holde sig aktuelle og spille et så stort publikum op. Vil hiphoppen mon kunne det samme om 30 år? En sidste gang bliver der smilet skævt, da undertegnede prøver at forestille sig Snoop Dogg, Jay-Z og Kanye West give den gas på Orange om 30 år. Slutteligt må danskrap.dk’s udsendte konstatere, at det ikke var nogen dum idé at tjekke en anden musikkultur ud – det var sjovt og anderledes og satte nogle ting i perspektiv.

RF10: Tech N9ne (Odeon) – flow der i den grad flød!

 

Så skete det endeligt Klokken blev 24.00 natten til lørdag, og det længe ventede act fra turbomunden og Kansas-rapperen Tech N9ne gik i gang på Odeon. Sulten efter hiphop havde fyldt teltet til randen – og mere til. Devicen fra Tech må have været 'keep it simple', da scenen var totalt ryddet for instrumentalt inventar - og inventar generelt. Så det var en tom Odeon-scene, badet i rødt lys, den rødklædte rapper Tech N9ne med krigsmaling i hovedet samt ligeledes rødklædte back-up-rapper Big Krizz Kaliko indtog. Hiphop-festen kunne begynde.

Der blev spillet både nyt og gammelt, og begge dele bragede vidunderligt igennem, og stemningen var til tider på kogepunktet i teltet. Tech N9ne rappede så tight, at man flere gange nærmest tabte kæben i ren forbløffelse, og det var en fornøjelse at høre en sand flow-mester folde sig ud foran et ellevildt publikum der, grundet det tynde hiphop-program i år, grådigt lappede mesterens flow i sig.

Ca. halvvejs blev showet i den grad sat på standby, da Big Krizz Kaliko fik rampelyset alene. Han er dygtig, ingen tvivl om det, men han har slet ikke Tech N9nes format, og publikum faldt lidt fra. I skærende kontrast til dette stod publikums efterfølgende reaktion, da Odeon blev gæstet af ingen ringere end L.O.C., der rappede nummeret "Just a girl" – tilmed med en udvalgt ungmø på 18 år placeret på en plastic-stol mellem de to rappere. Det dansk-amerikanske live-samarbejde fungerede rigtigt godt og satte igen gang i festen.

Derefter blev de sidste numre spillet færdigt, og på et øjeblik sluttede koncerten – uden ekstranummer. Den hurtige afslutning virkede spøjs og malplaceret – hvorfor forlade et elektrisk og veloplagt publikum på den måde? Ingen kunne dog tage succesen fra Tech N9ne, der leverede hiphop af sjælden høj klasse. Grundet det meget sparsomme scene-show kunne undertegnede godt savne lidt supplement i form af en dj, nogle instrumenter og et par overraskelser i form af flere gæste-rappere – det havde løftet oplevelsen fra virkelig god til fantastisk.

Fotograf: Patrick Lauritzen

 

RF10: Fest eller farver!?

For en næsten nybegynder på Roskilde Festivalen, som jeg er, virker de mange farverige armbånd tillokkende, og indgyder både respekt og skaber misundelse. Det orange giver gratis øl, de grå giver backstage adgang og hvad mon det lyserøde gemmer på at gratis godter? De få udvalgte (og meget heldige!), der har dem alle sammen, får klart de fedeste fester og de bedste Roskilde-minder. Troede jeg.

Men sådan er det ikke i år. I år har masserne taget festerne tilbage fra modebloggerne og medietyperne. I år er det nemlig festerne ude på campingpladsen der bliver hypet, talt om og pralet med at have oplevet. Og gæsterne på pladsen mangler da heller ikke kreativitet. Med farverige briller og egne lydsystemer spiller campisterne op til dans og får hinanden i det rette humør, inden der er koncerter, der skal høres, og flere øl der skal drikkes. Og med alt fra massebryllup og spansk sangria-fest til fin middag i kjole og hvidt bugner campingområdet i år med masser af mulighed for fest i ægte rave-stil – som de unge på pladsen siger.

Og det bedste er, at alle er velkomne. Her er farverige armbånd ikke påkrævet – til gengæld er godt humør! Og det er svært ikke at blive i godt humør, for at gå rundt på campingområdet, er som en stor pubcrawl, hvor man kan tumle fra den ene fantastiske fest til den anden. Så hvis man skal kunne sige, at man virkelig har været på Roskilde i 2010, så skal man i hvert fald også have stået til morgenfest på campingpladsen omgivet af gæster fulde af kærlighed og iført tigerkostymer under flot pyntede pavilloner. Så kan de farverige armbånd få en velfortjent pause for en enkelt aften.

RF10: Bar mave og blå hat - en stemningsrapport fra Orange scene

På en bagende lørdag eftermiddag støder jeg ind i fire festlige fyre på festivalpladsen foran Orange, og fristes til at stille dem et par spørgsmål. Der er tale om tre gutter i bar mave og blå napoleonshat og så deres gode ven Arne, der tydeligvis elsker at tale. Meget.

Jeg forsøger at stille Dennis, 38, fra Aalborg et par spørgsmål om årets festival, men ender i stedet med selv at blive interviewet om hvad jeg hedder, hvor jeg kommer fra, hvad mit job er, og om jeg ikke vil have lidt øl - jeg skulle jo nødigt dehydrere. Efter et par minutter lykkes det dog at få et ord indført hos de glade sømænd:

Dennis, hvilken type koncerter går du efter på festivalen?
- Mest rock. Men ellers er jeg åben over for alt – jeg var sgu da ovre og se Nephew for fanden! De gav den altså gas. Jeg elsker, når man kan se, at de som får penge for at være her arbejder for det.

Hvad synes du om dette års line-up?
- Jeg skulle bare se Dizzy Miss Lizzy, men ellers er jeg åben over for det meste. Noget af det fedeste det var det der Chimes and Bells, jeg kendte dem overhovedet ikke, men de sagde bare, ”Årh, er vi virkelig gode nok til at komme igen?!”

Er der nogen koncerter, lejre eller lignende, man bare skal se i år?
(Her bryder Arne ind fra højre..) – Den der Orange Camp! Hvor er det den ligger i år?!

Arne fortæller herefter stolt om, hvordan han har været på Roskilde de sidste 13 år i træk, hvortil hans barmavede ven med sømandstatoveringer og gråt, krøllet hår på brystet trumfer, ved at bryde ind og fortælle, at han altså var af sted for første gang i 1971! Imens Arne brøler videre og når at give B.T.s musikanmeldere en sviner med på vejen, ser jeg mit snit til at få stillet Dennis endnu et spørgsmål.

Roskilde Festival har jo skulle spare en del i år. Har I kunne mærke det på nogen måde?
(Arne tager over endnu engang..) – Ja, de har sgu da sparet to scener væk!

Herefter får Dennis, der fortsat lokker øl i halsen på mig, også lov til at svare på spørgsmålet:

- Jeg er jo fra Nordjylland, mand! Jeg har ikke lagt mærke til noget som helst, griner han højt.

Før jeg forlader drengene, spørger jeg dem, om de mon ikke har en sjov festivalhistorie at fortælle. Arne beder denne gang om lov, før han bryder ind, og begynder at fortælle en historie, om dengang drengene var hegnvagter. Arnes tre venner forsøger med vilde fagter at overbevise ham om, at han absolut ikke skal fortælle den historie! Ikke desto mindre fortsætter Arne ufortrødent, mens den store mave hopper under hans røde T-shirt:

- Dengang vi var hegnvagter, der havde vi den største fissemagnet med, du! Og han skulle altså bare ud og have noget! Så går han ud og kommer tilbage med en dame, klasker hende op ad hegnet, og boller hende! Skraldetransporten standsede lige ved siden af og fulgte med, mens alle de andre vagter stod og klappede rundt om. En time senere kommer så et andet par og laver samme nummer! Vi stod bare alle sammen og tog billeder af det!

Imponeret over gutternes gode festivalhumør og evne til at fortælle sjove historier, byder jeg dem fortsat god festival - nå ja, og et ølklistret håndtryk!

RF10: Den Sorte Skole lyste op i natten

Roskilde Festivalen fejrer i år 40-års jubilæum, og efter et par dage med ølgolf, støvtis og en enkelt tur på Roskilde Skadestue var det blevet tid til at høre Den Sorte Skoles bud på et 40-års potpourri af de mange forskellige kunstnere, der har spillet på festivalen gennem tiden.

Folk var mødt talstærkt op foran Arena, hvor festglade unge mennesker ventede spændt på denne hypede koncert. Stemningen var derfor helt elektrisk, da de tre Roskilde-darlings trådte ind på scenen, og badede publikum i laserlys til tonerne af et par gamle klassikere, krydret med en bas der gik lige i mellemgulvet. Stemningen steg yderligere, da kunstnere som The Prodigy og Beastie Boys blev fortolket, og hele publikum slap hæmningerne i en fælles symbiose. Undervejs i koncerten blev man mindet om festivalens storhed gennem tiden, og det var næsten som at være der selv, da de tre pladevendere tog publikum i hånden, og førte dem ned ad musikkens støvede landevej.

Den fik ikke for lidt når det gjaldt om at forføre de fremmødte, med romerlys på scenen, talrige medleys med melankolske sange, der fik lighterne frem. Sidstnævnte kunne godt virke lidt langtrukkent til tider, men hver gang blev tempoet sparket godt i gang igen med dubstep-trommer og stilsikker mixing. Det var nu ikke fordi, der var mixet forfærdeligt meget, men på sin vis virkede det fair at lade flere af numrene blive spillet i deres fulde længde uden de store krumspring.

Selve settet var imponerende godt sat sammen, og festen blev holdt i gang til solen var ved at stå op over den støvede plads, hvorfra man kunne gå hjem til sit telt med en fornemmelse af at have taget del i en stor hyldest til vor fælles musikalske arv.

Fotograf: Patrick Lauritzen - LauritzenPhotography.dk

RF10: Kasper Spez (Cosmopol) – ydmyghed, sæbebobler og lirekasse-show

Kasper Rohmann aka Kasper Spez er muligvis dansk raps mindst selvcentrerede og selv-iscenesættende rapper. Der er ingen store armbevægelser her – kun hudløs ærlighed og så et veloplagt scenefolk af musikere og gæsterappere samt rekvisitter i form af en slidt lænestol, en nusset abe-bamse, et rødt mini-børne-klaver, en lirekasse, lejlighedsvise udsendte sæbebobler, en storskærm med stemnings-klip og så den rolige rapper iført løst hængende slips, hat, laid-back-skjorte, hullede jeans og bare tæer. Med det billede for ens indre blik, er det ekstra spøjst at tænke på, at denne mand, i år, repræsenterer selve musikfestivalens dansk-sprogede rap-bidrag.

Men da Spez startede sit show, forstod man godt, hvilke kvaliteter, der gjorde, at han blev tilbudt Cosmopol-scenen denne lørdag eftermiddag. Skønt at uret viste 12.30, var der flot fyldt i Cosmopol-teltet. Spez leverede en fin og velafbalanceret blanding af de gamle numre fra Love Junkie-ep’en og debutalbummet Fantasten krydret med velvalgte gæsterappere i form af Pede B, 4-Pro, Sven Opiden fra Revoltage og back-up-rapper Es ligeledes fra Revoltage. Da Spez hurtigt og kortfattet, inden P3-hittet "Hvem jeg var", forklarede, at L.O.C. var på Nibe-festival og derfor ikke kunne være der, var reaktionen larmende tavshed fra publikum – Kasper Spez behøvede ikke noget stjerne-trækplaster denne eftermiddag.

Især numre som "Dagen derpå" (med Pernille Vallentin på storskærm), hittet "Hvem jeg var" samt samarbejds-tracket med Pede B og Sven Opiden virkede rigtigt godt denne eftermiddag. Men generelt fungerede alle numrene godt og samarbejdet mellem den store instrumentale opsætning og frontfigur Spez virkede ligeledes overbevisende, og orkestret blev naturligt inddraget i koncerten med enkelte numre uden rap. Selvom tempoet naturligt dalede med mellemrum var crowden fint med og faldt ikke fra, hvilket i sig selv er præstation oven på de uundgåelige tømmermænd, mange måtte have efter nattens eskapader.

Det er et sats at invitere en rapper som Spez til Cosmopol-teltet – mest af alt på grund af det rolige tempo og de eftertænksomme tekster, rapperen lægger for dagen sammenholdt med, at han, trods alt, stadig er et forholdsvist ubeskrevet blad for den gængse offentlighed. Man kunne frygte, at han ikke ville kunne spille det store telt op. Disse tanker blev i den grad gjort til skamme. Kasper Spez holdt festen i gang under hele koncerten, og publikum kvitterede ved at råbe på mere, da slut-nummeret var overstået. Et ønske orkester og en tydeligt rørt Spez eftergav. Med naturlig ydmyghed satte Spez herefter punktum for dette års dansksprogede rap-bidrag – et bidrag der med tydelighed viste, at dansk rap er andet end bling og gangster-attituder – og at dømme ud fra publikums reaktioner er den gængse lytterskare mere end klar på for alvor at bære den mere eftertænksomme og hudærlige rap frem.

Fotograf: Patrick Lauritzen

RF10: Badesøen er noget lort!

Badesøen på RF10 har i varmen været et stort tilløbsstykke for festivalgæster, der trænger til at blive kølet ned, men den fornøjelse må de desværre se langt efter nu.

Søen er blevet, lukket da en af de daglige vandprøver viste et for højt indhold af colibakterier, og de kan give en grim omgang dårlig mave, det høje antal af colibakterier kunne måske tyde på, at for mange festivaldeltager har tømt blæren i søen.

Sidste gang søen var lukket på grund af colibakterier var i 2007, men der var det primært på grund af regnen der skyllede overfladeskidt ned i søen - det år var der selvfølgelig heller ikke så mange der havde lyst til en dukkert.

Selv om søen er lukket, kan man stadig snuppe sig en dukket i den CO2 neutrale Tuborg-pool inde på festivalpladsen, men det kræver selvfølgelig, at man lige tager en tur på en af de opstillede cykler, hvor man skal genere sin kvote af strømmen til at drive poolen.

RF10: The Hypnotic Brass Ensemble (Odeon)

Sitrende og hypnotiserende brass-hiphop-fest

De måtte være trætte og øre i hovedet, de otte gæve brødre fra sydsiden af Chicago, inden de indtog Odeon-scenen fredag kl. 12. Aftenen inden havde de spillet med legendariske Gorillaz på Orange og derudover havde de spillet weekenden før i Irland. At disse otte brødre burde være ramt af en vis tour-træthed kunne på intet tidspunkt mærkes i deres optræden. I stedet skabte de hiphop-magi fra start til slut.

The Hypnotic Brass Ensemble har sat sig for at blande jazz- og hiphop-genren. Dette gøres ved hjælp af et blæser-instrumentalt fundament med understøttende trommer og lejlighedsvise rap-seancer. Alt dette blev krydret med enormt veloplagte artister der, i den grad, virkede til at nyde at være på scenen.

At programsætte disse ekstremt musikalske brødre kl. 12 var nok ikke nogen dårlig idé. Roskilde slumrer altid lidt om formiddagen oven på nattens mange koncerttilbud, og der skal noget særligt til at kick-starte festen så tidligt – men det lykkedes på mest overbevisende vis for de veloplagte brødre. Døsigt vågnede Odeon-publikummet op i takt med de otte brødres insisteren på, at der skulle holdes en hiphop-fest. De lækre blæser-toner gik fantastisk i spænd med rappen, og de blodsbeslægtede artister blev hyldet mere og mere for hvert nummer. Roskilde var for alvor ved at vågne igen.

En ting er at have karisma og publikum-tække – noget andet er også at have modet til at turde styre publikum og dermed festen. Modigt stoppede brass-gruppen på et tidspunkt hele koncerten midt i et nummer af ren utilfredshed over publikums sing-a-long-evner. Her kunne det hele være faldet til jorden og festen være dræbt helt. Dette skete dog ikke – i stedet bevirkede det, at publikum blev ekstra tændt på at følge festen helt til dørs, og stemningen nåede herefter nye højder. Som hypnotiseret fulgte publikum brødrenes opfordringer til at gå i knæ, råbe, svinge armene og bruge Chicago-slang – fantastisk medrivende!

Alt i alt blev der leveret en fantastisk koncert-præstation, der trods den rolige og jazzede hiphop-facon fik skabt en formidabel formiddagsfest på Odeon-scenen. Og derudover blev det igen slået fast, at det ikke kun handler om at have de musiske talenter eller star-attitude – når alt kommer til alt, så handler live-musik om at fastholde publikum og levere den der live-energi, som ikke findes på cd’en – dette gjorde The Hypnotic Brass Ensemble – og mere til. Det var ikke uden grund, at publikum slutteligt grådigt råbte: ”We want more!”, hvor efter brødrene kvitterede med et sidste nummer. Sådan skal live-musik leveres!

Fotograf: Patrick Lauritzen - LauritzenPhotography.dk

RF10: Gorillaz (Orange) – glimtvis underholdende

Undertegnede fandt hurtigt ud af, at han ikke var den eneste, der havde glædet sig til at høre de myte-omspundne animations-drenge fra Storbritannien. Det stod klart, da jeg trådte ind på scene-området til Orange, hvor der stort set var så pakket, som det forsvarligt var muligt – et fantastisk syn og det summede af forventning.

Summen måtte fortsætte lidt endnu, da det blev annonceret, at Gorillaz først gik på en halv time senere en planlagt. Lidt en streg i regningen da man samtidig fik at vide, at de faktisk var ankommet – hvad skulle så holde dem tilbage? Det virkede uforståeligt – især uden nogen nærmere forklaring på forsinkelsen.

Så gik de endelig på og crowden eksploderede i fryd. Snoop Dogg tonede frem på storskærm og manede rygtet om hans personlige tilstedeværelse, på scenen denne aften, i jorden. Normalt er Gorillaz promoveret via et obskurt animations-miljø, men denne aften var de pænt parkeret i cyberland og ankermand Damon Albarn styrede selvsikkert selv begivenhederne fra start til slut.

Et overflødighedshorn af ekstravagante musikere (omkring de 30) med bl.a. The Hypnotic Brass Ensemble, Bobby Womack og The Clash’s Paul Simenon og Mick Jones entrerede skiftevis scenen. Desværre gik Roskilde glip af de helt store stjerner Snoop Dogg og Lou Reed denne aften, men de fremmødte leverede professionelt varen. Netop det professionelle virkede til at være kodeordet. Der var ikke en finger at sætte på nogen af de optrædendes præstationer – det virkede dog en anelse rutinepræget, og frontfigur Albarn fik aldrig rigtigt helt fat i publikum. Derudover ødelagde de mange gæsteoptrædende flowet lidt, og abefesten kom først for alvor i gang på de to sidste numre Feel Good Inc. og hiphop-evergreenen Clint Eastwood.

Lyden var, denne aften, overraskende og temmelig Roskilde atypisk meget svingende i kvalitet. Det lød som om, der blev skruet op og ned for lyden under nogle af numrene, og vokalerne var oftest meget dårligt hørbare. Lydproblemerne sammenholdt med de mange musiske stilskift bevirkede, at den store sammenhængskraft udeblev og dermed også den ventede abefest. Dog glimtede de mange stjerner med jævne mellemrum og gav publikum, hvad de kom efter, selvom vi var nogen, der stod lidt skuffede tilbage på den store plads, da lysene på scenen slukkedes.

Fotograf: Patrick Lauritzen - LauritzenPhotography.dk