Intet dj-mesterskab uden Danish Operation

Tiden nærmer sig hvor det 4-dobbelte dj-mesterskab, DMC Nordic DJ Championships 2010, skal afholdes, og de bedste af de bedste skal hyldes. Ud over at den danske delegation kan fejre 25-års jubilæum denne aften, er det samtidig det første af sin art, da både det danske, svenske og norske mesterskab er slået sammen, for at kåre den første nordiske mester. De tre landsmestre skal desuden dyste om endnu en prominent titel når DMC World DJ Championships afholdes i London til september.

I denne uge har Per Vers afsløret hvilke rappere han tager med sig på scenen, når han sammen med DJ Static viser norden hvad Danmark kan - og når de (i form af Danish Operation) går på, så bliver det med ingen ringere end: MC Einar, Mikkel Mund, Tyde T, Magermayn, Fantomet, Strøm, Tegnedrengen, Jøden, Pede B & Jonny Hefty på mikrofonen!

Dørene går op lørdag d. 5. juni kl. 20.00, og scenen er sat på Vega. Læs mere om arrangementet, de optrædende mv. på hjemmesiden.

”En plade til miljøet fra miljøet” - interview med Pharfar om Alis Riddim-projektet

For nylig udkom Pharfar & Fresh-I (aka. Donkey Sound)’s album Alis Riddim. Et, for Danmark, nyt tiltag i den danske reggaeverden – en verden som bliver ved med at ulme i undergrunden, men som samtidig vokser sig større og større. Danskrap.dk tog en snak med den ene af bagmændene, om Alis Riddim-projektet, om reggaegenren i og uden for landets grænser og om hvor man egentlig skal starte hvis man er ny ud i reggaens vuggende rytmer.

Det ambitiøse projekt
Donkey Sounds one riddim projekt har været lang tid undervejs, men det er ikke fordi det har været svært at finde hverken medvirkende, opbakning eller tid. Men de to erfarne producere har haft andet og mere i tankerne end at lave (endnu) et reggaealbum:

- Vi har lavet reggae i mange år, og har arbejdet i reggaevækstlaget i Danmark og på Jamaica, og der er virkelig sket noget på reggaefronten her de sidste otte-ni år. Både i forhold til, at det er blevet meget mere accepteret, meget mere populært, og så samtidig er vækstlaget også vokset ekstremt meget, så der er kommet en masse spændende sangere og en masse folk der interesserer sig for det her, fortæller Pharfar, og fortsætter:

- Og så synes vi, at nu var det på tide at dokumentere hvor scenen er nu. Vi synes ligesom, at nu var den nået et acceptabelt niveau hvor man kunne være stolt af de danske reggaesangere. Så det er bare sådan et snapshot af scenen herhjemme – hvad har vi af talenter herhjemme, og hvad for forskellige stilarter laver de. Der er meget stor forskel på de forskellige måder at gribe det an på, forklarer den erfarne producer.

Og det leder ret oplagt hen til projektets anden kerne, nemlig one riddim-stilen. For riddims og Danmark er ikke en ny cocktail, men det er nyt at der udgives et danskproduceret one riddim-album – og når det er disse herrer der er idemagerne bag, så bliver det ambitiøst:

- Fra starten havde vi sat os for, at vi ville mixe hver sang lidt forskelligt – altså, næsten den samme, men med små ændringer i. Men så har det taget en drejning i forhold til, at vi har puttet to danske numre på, som i virkeligheden ikke var en del af planen, men som mere var en tanke om at lave noget til P3, som ikke spiller så meget engelsksproget reggae, forklarer Pharfar om projektets udvikling, der blev en kende anderledes end ventet:

- Så har vi også lagt, jeg tror der er tre sange, med jamaicanske sangere der ikke bor i Danmark, på, og det gjorde vi fordi – ja, fordi vi kunne, stort set. Så det var også bare sådan en der ikke lige var planlagt fra oven af, forklarer han med et smil.

Kunsten at samle alle talenterne på ét album
Ambitionerne på det musikalske område strækker sig over andet end det produktionsmæssige. På albummet er hele genrens sangertalentmasse repræsenteret, og modtagelse fra dem har været rigtig god:

- Det er meget normalt i det miljø, at man er der for hinanden på en eller anden måde, og alle kan se, at de får noget ud af det. Selvfølgelig logistisk har der været nogle udfordringer, men der har ikke været problemer med at få folk til at forstå, at det er en god ting for alle at være repræsenteret. Også for sangerne. Det er selvfølgelig ærgerligt med de få sangere der ikke nåede at komme med, men ellers er det et visitkort fra hele den danske reggaescene, kan man sige, forklarer Pharfar, der efterfølgende uddyber, hvordan et sådan visitkort er med til at løfte både interessen for genren og niveauet i den, og det er vigtigt for ham, at det hele tiden udvikler sig:

- Min drøm er helt klart, at niveauet til allersidst i Danmark er lige så højt som i Jamaica eller de andre reggaenationer der er – Tyskland, USA og Frankrig. Sådan så vi kan markere os internationalt. Og det kræver bare sådan nogle tiltag som det her. Der er ikke nogen, der siger, at scenen er klar med første skud, men jeg kan bare se en kæmpe udvikling der er sket i de sidste år, så hvis vi kan blive ved med at arbejde på denne her måde, så kan vi bygge det op og skærpe konkurrencen mellem de forskellige sangere, og det er et incitament til at oppe sig, fortæller produceren, der samtidig understreger, at der naturligvis er mange andre reggaeproducere end Fresh-I og ham selv, der lever og ånder for den danske reggaescene.

Danmark vs. udlandet - den evige subgenre
Men den danske reggaescene kan, som med alt andet, være svær at gå til, hvis man ikke kender til genren og livsstilen, og ifølge Pharfar handler det om, at der er forskellige filtre – man skal ikke alene kende genren og dens forskellige udtryksformer, men man skal også kunne sproget, og det er en stor udfordring:

- Vi har jo set, at hvis man laver kvalitetsreggae på dansk, for eksempel Natasja og Bikstok, så er der masser af folk til det, barrieren er meget det der med sproget. Men det er jo også en måde at sige, jamen, det tager tid at lære noget nyt, og det kan godt virke lidt fremmed første gang man hører noget. Men lige pludselig kan man lære at elske det og nyde det. Ligesom det er sket for alle os i reggaemiljøet, fortæller Pharfar ærligt, og fortsætter:

- Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at lave sådan nogle ting her, og stille og roligt vænne folk til lyden og måden, og så selvfølgelig også et sprog. For det er jo ikke bare ren engelsk, det er sådan en speciel form for engelsk, kan man sige, og det tager selvfølgelig også lidt tid, før folk kommer ind i det. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, og bliver ved med at udgive de her ting, for at det ligesom kan få et fodfæste i Danmark, forklarer den dedikerede producer.

Men det er ikke kun i Danmark at genren har svært ved at få fodfæste. Selv om der er nationer hvor reggae er væsentlig større end i Danmark, så er det stadig en lille genre – en subgenre, om man vil, og det er der, ifølge Pharfar, flere forskellige grunde til:

- Det er simpelthen undergrundsmusik, og det står uden for mainstream. Og det har nok meget at gøre med at radioerne ikke accepterer det, hvor der er mange der ligesom sætter begrænsninger, når det er reggae, og det vil man også typisk se i Danmark. Der er nogle helt specielle regler der gælder reggae – og sikkert også for hiphop - det bliver meget sikkert puttet ind i samme bås, og det er noget man som udgangspunkt ikke tror, at danskerne er så vilde med, så man vil hellere skåne dem for de her ting, forklarer Pharfar, og uddyber:

- Og det samme er jo, at når det er på dansk, så er der masser af kærlighed, dansk rap, for eksempel, det fungerer jo helt fint, men hvis du gør det rigtig godt på engelsk, så kan du ikke gøre dig de store planer om at sælge. Og det er et meget dansk fænomen. Vi vil helst have det serveret. Det må ikke være for besværligt. Og der synes jeg man kan lære noget af for eksempel Sverige – der er der en lidt anden tone der kører det. Der er det cool at have noget som har internationalt format. Det går de meget op i, og det synes de ligesom er skride fedt hvis Sverige kan markere sig og udvikle sig, så derfor har man også mere respekt for dem der gør det på engelsk derovre, fordi det ved man, at det vil kunne flyve ud i verden og blive til noget mere, fortæller produceren.

Men der er flere lag til historien, og et af de lag er, at trenden med den danske musik går i bølger:

- Der i 80’erne, der var alt jo på dansk, og lige pludselig fik det sådan et lidt provinsielt ry, eller sådan lidt et image af at være plat når man sang på dansk, så lige pludselig skiftede vi Gnags og Anne Linnet og Sanne Salomonsen ud med noget nyt og noget spændende. Og det skulle gerne være på engelsk. Og den er så vendt igen den her bøtte, og der kommer helt sikkert et tidspunkt igen hvor det vender igen, og hvor det der med at synge på dansk det bliver sådan en konstatering af, at vi bor i et lille bitte land, langt væk fra USA og England, forklarer Pharfar, og fortsætter:

- Jeg synes, det er vigtigt at lave begge ting. Jeg har virkelig, siden Natasja og Bikstok, sådan indædt ikke gidet at lave på dansk, og så har jeg så også måtte sande, at det er lidt at køre panden mod en mur. Der er sket rigtig meget internationalt for mig i reggaekredse og i reggaegenrer, men det er også vigtigt at prøve at holde fast i en succes og prøve at dyrke den op. Og derfor er vi heller ikke helt blinde for dansksproget reggae. Der kommer masser af dansk nu fra vores side, afslører den travle musikmager.

Drømmen om succes dør aldrig!
Og netop succesen er en af grundene til at det dansksprogede bliver ved med at være en del af Pharfars repertoire. Levebrød og drøm er om ikke det samme, så to sider af same sag: 

- Reggae på engelsk, for mig, symboliserer drømmen om at nå ud og erobre verden, hvor den danske er mere her og nu. Vi skal kunne leve af det, vi skal erobre Danmark, vi skal ud at spille job, vi skal have vores hjemmebase – den skal fungere. Så der er plads til begge ting. Men i det øjeblik man kun laver på dansk, ville jeg føle i hvert fald, så ville det være at opgive den der gamle drøm der egentlig startede op. Det er derfor jeg laver musik, det er den her drengedrøm om at erobre verden med noget musik – at få det her kæmpehit, og den blev bestemt ikke mindre af at se at Natasja slog igennem i hele verden. Det var en stor inspiration at se nogen så tæt på én, bryde igennem og få et tophit, fortæller Pharfar ærligt.

Nu er albummet på gaden, og i den forbindelse har holdet bag sat intet mindre end tre releasefester op – næste stop er København d. 29. maj. Danskrap.dks anmeldelse af albummet kan læses her, og er man ny i reggae-verdenen, så har Pharfar et simpelt men godt råd:

- Hvis man mangler et sted at starte, så kan man gå ind på dancehall.dk, som måske er reggaens modstykke til danskrap.dk. Der kan man følge med i hvad der sker i miljøet, og man kan se hvor der er fester. Man kan også stille dumme spørgsmål derinde, hvis det er man har brug for at lære noget. Der er mange ting som ikke lige giver sig selv i reggae, så der kan man gå ind og få lidt inspiration, afslutter Pharfar inden han forvinder tilbage i studiets magiske lydland.

Småkedeligt dansk-caribisk deja-vu

Selv om man er stamgæst på Rubadub Sundays kan Pharfars og Fresh I’s Alis Riddim umuligt få rasta-fletningerne til at dirre i ekstase. Projektet har ellers været undervejs i to år og teamet Pharfar og Fresh I, der tilsammen går under synonymet Donkey Sound har samlet de store talenter inden for den danske reggae scene (Karen Mukupa, Chris fra Bli Glad, Peter A.G., Wendy Wonder, Mission, Cornstick, Tuco bl.a.) samt en håndfuld anerkendte udenlandske navne (Mykal Rose bl.a.).

For kort at introducere riddim-konceptet til de ikke-indviede handler det kort og godt om at fortolke en bestemt rytme (riddim), som almindeligvis består af et trommemønster bakket op af en bas-rytme. Pharfar, bedst kendt for sin medvirken i Bikstok Røgsystem, har sammen med Fresh I komponeret en riddim, til ære for Alis og deres støtte gennem årerne, som skivens kunstnere giver en tolkning på gennem deres reggae-sang.

Den store fokus på de danske reggae-artister begrænser albummet, da talentmassen virker lidt begrænset. Mest positive indslag er uden sammenligning Karen Mukupa med "Circles" og Wendy Wonder med "Wake up". Peter A.G.’s "Sålænge det føles godt" er et godt stykke under vanlig standard og Chris’ (Bli Glad) "Be strong" imponerer heller ikke. Wafandes "Lang vej hjem" viser albummets bundniveau med nærmest pinlige rim som: /det kan simpelthen ikke passe/ for et land med ressourcer/ må vi vise noget klasse/ og ikke la’ os stresse/.

Pharfars og Fresh I’s lidt dystre, men ganske melodiske riddim udgør et soundtrack med muligheder, men kvaliteten fra artisterne, på dette album, er for svingende. De udenlandske navne gør det hæderligt og et par danske navne gør ligeledes en god figur, men for mange falder igennem. Så selv for de mest dedikerede fans af reggae-genren må Alis Riddim føles en anelse anstrengende at komme igennem og skiven med sine mange riddim-gentagelser ender til sidst med at føles som et småkedeligt dansk-caribisk deja-vu.

CAS med Adrenalin kick

Så er rapperen CAS ude med en ny video, denne gang til nummeret "Adrenalin". Musikvideoen er filmet og klippet af Rasmus Danielsen, og selve ide og manus er skrevet af CAS selv. Slavko Labovic der bl.a. huskes fra film som "Pusher" og "I Kina spiser de hunde", spiller en bærende rolle i den nye musikvideo. Derudover med virker Ida Johanne Randal, som i marts måned var på forsiden af magasinet M!.

Bag produktionen af nummeret står finske MGI, der bla. har produceret for anerkendte US-navne som 50 Cent, Twista og Akon mfl.

Du kan finde videoen på youtube lige her: ://www.youtube.com/watch?v=dZbLp0GBM80

Kasper Spez & Pede B. - rap fra hver sin ende samlede Pumpehuset

Storbypoeten og freestyle-ikonet. Et umage par – et spændende hold at sætte sammen, og en (potentiel) udfordring at finde et fælles publikum til. Ikke desto mindre fyldte drengene stort set salen, da de ramte Pumpehuset lørdag aften, da deres fælles tour var nået til andet stop: hjemmebanen!

Fra fransk fortovscafe…
Okay, Spez kommer måske ikke fra København, men det var nu ikke til at mærke. Fra første glose havde han publikum i sin hule hånd med sin karismatiske spoken word-lignende rap, der både er indholdsrig og fængende.

Hans fremtoning, med seler, hat og stort fuldskæg, fik tankerne hen på indiegenren (uden at være fordomsfuld), mens det musikalsk snarere mindede om at være gået direkte fra det kolde og regnfulde København til en fortovscafe i Paris. Tilbagelænet, charmerende – og med et band der spillede ualmindelig stramt.

…til hiphopjam i undergrunden
Og stramt – det var Pede B’s show også. Efter ca. 45 minutter med Spez’ poetiske univers var det Pedes tur til at eje scenen og publikum – som sagt, så gjort. Ud over at være tredobbelt MC’s Fight Night-champ, har hans seneste album Jungleloven høstet mange roser, og der var da heller ingen tvivl om, at mange var kommet for at høre numre herfra live.

Heldigvis spillede Pede (som Spez) også en del numre fra ældre materiale, og det vakte glæde – ikke mindst når der var besøg fra blandt andre 4Pro, MikL (til en lille freestylebattle) eller Marco. Det gav Pedes del af koncerten et helt andet udtryk end Spez’ – mere traditionel hiphop, om man vil.

Live hiphop holder!
Men selv om det lyder som om koncerten var delt i øst og vest, så var der et holdepunkt – noget der bandt showet sammen – og det var musikerne. Rap-O-Rama ramte begge rappernes univers og respektive stemning med perfektion, og professionalisme der fortjener at blive fremhævet.

Helt generelt er der noget ganske særligt ved hiphop med liveband. Det får en kant og ofte en mere rocket attitude, og den energi der kommer væltende fra engagerede musikere er fantastisk. Rap-O-Rama var ingen undtagelse. De mestrede alle dele af genren – og de nød det!

En hund efter at tænke nyt
Og spilleglæden var også tydelig hos rapperne, der efter at have spillet hvert sit sæt sluttede aftenen af med at spille et par numre sammen – blandt andet nummeret "Hund" fra Pede B’s Stadig Beskidt og "Elefanten i soveværelset" fra Spez' Love Junkie.

En meget vellykket koncert var nået sin ende. For novicer ud i hiphop og rap kunne det have været et perfekt studie i hvor bred dansk hiphop/rap er – og for dét skal konceptet have ros. Omvendt kan man sige, at det er to kunstnere der nok sjældent henvender sig til helt samme publikum. Men en lille provokation pakket ind i fornyelse, har vist aldrig skadet - og det gjorde det bestemt heller ikke denne aften i Pumpehuset!

Pede B & Kasper Spez m. Rap-O-Rama, Pumpehuset, København, 15. maj 2010.

Se flere billeder i galleriet

Rapper og soldat besøger Go' aften Danmark

Det lyder lidt corny – det er det måske også – men ikke desto mindre er det sandt. Den populære undergrundsrapper M.I.L.O lagde for et par måneder siden sit album Min Sidste Time til gratis download, umiddelbart før han tog til Afghanistan som udsendt soldat for Danmark.

I disse dage er han hjemme på leave, og som vanligt betyder det, at han ikke ligger på den lade side! I de forløbne måneder har et filmhold arbejdet på musikvideoen til nummeret ”Farvel til 09” og i aften (onsdag) rammer både rapper og video TV2, når M.I.L.O gæster Go’ aften Danmark for at fortælle sin historie.

Vil man have et tip om historien, så er albummet et godt sted at starte – det er et lyttealbum, hvor rapperen ikke mindst deler ud af sine overvejelser omkring livet som udsendt soldat, og hvordan det kan forenes med drømmen om at fordybe sig i musikkens verden. Ifølge planen drager M.I.L.O tilbage til Afghanistan om kort tid for at tage endnu en tørn, men indtil da er det musikken, der står for skud.

Læs mere om programmet her: http://go.tv2.dk/program/aften/ 

4Fod skuffer med usammenhængende debutalbum

Den danske gruppe 4Fods debutplade har efterhånden ladet vente på sig i mere end ti år. Faktisk lige siden de to rappere stillede op til DM i Dansk Rap 1998, og sidenhen begyndte at florere i undergrunden på numre med andre kunstnere som Suspekt og Clemens samt på deres egen EP Køb den, stjæl den, som blandt andet indeholdt undergrundsklassikeren ”Ryst dit røvhul”. Med Simon Stoy som fast dj er det nu, efter fem års arbejde, lykkes KamiKasper og Brygs at få udgivet albummet Hovedet på blokken. I mellemtiden er de to rappere blevet familiefædre, med pligter og en hverdag der skal passes.

Netop overgangen fra ung drengerøv til ansvarlig forsørger er også et af temaerne for albummet, og med fem år i støbeskeen kunne man forvente, at de to sønderborgensere har en masse på hjerte. Det har de tilsyneladende også, men det kommer desværre alt for sjældent til udtryk på denne udgivelse. Således drukner de få dybfølte og overbevisende tekster i overflødige, halvsløje blæretracks, som desværre ikke klæder d’herrer så godt som dengang for 6-10 år siden.

Produceren Machacha har stået for størstedelen af produktionerne på pladen, der har en gennemgående mørk og dyster lyd, hvilket egentlig passer fint som baggrund, når der for eksempel rappes om konfrontationen med sig selv og éns mørke sider, som på det selvreflekterende nummer ”Dyret i spejlet”. Til gengæld bliver man hurtig træt af de semi-clubbede fyld-tracks, som ikke bidrager med noget videre positivt til pladen.

Rent teknisk virker både KamiKasper og Brygs en smule rustne og deres lyriske evner overgås til tider af lidt for store emner, som når de forsøger at blive samfundskritiske eller filosoferer over livet og døden. Mest interessant bliver det, når de to rappere tør tage udgangspunkt i deres nuværende situation, og rapper om ting, som man kan mærke, virkelig kommer dem ved, som for eksempel glæden ved at blive far eller kampen mod tiden og det moderne livs stress og jag.

I betragtning af ventetiden en lettere sløj udgivelse med lidt for få lyspunkter.

Ikke så bumset igen

Bumsestilen er ikke et helt ubeskrevet blad i dansk rap – fx hørte jeg første gang om dem i 1997, hvor de tog en femteplads til DM i rap. Bumsestilen anno 2010 er gået fra en trio til en duo, og består nu af Swab (bag pulten) og Thomas T (foran pulten). Deres nye album er, som de kalder det, en vinylduologi, hvor anden del først rammer gaden senere.

På Ude af trit med flokken viser Bumsestilen en seriøs tilgang til musikken, uden at der dog er pillet for meget ved gruppens værdier. Det hele bliver, som det plejer, leveret med et glimt i øjet og god humor. Det tekstlige indhold er ikke originalt, men det er velfungerende og interessant at lægge øre til – både indspillet og live. Samtidig er de blevet bedre til at kombinere det humoristiske med det alvorlige, og det fremmer helhedsindtrykket.

I stolen bag knapperne sidder Swab – og der sidder han mageligt. Lydkulissen er rytmisk og medrivende, uden at det tager alt for meget fokus. Produktionerne er fulde af små detaljer, og det har gjort, at musikken holder et rimelig konstant niveau igennem pladen. Der er kommet mere dybde i lyden, uden at det gøres med store armbevægelser. Musikken er gjort frisk og imødekommende, men uden at det går hen og bliver ensformigt.

Makkerparret Thomas T og Swab giver lytterne et veloplagt album der stille og roligt godt kunne blive en klassiker inden for undergrunden om nogen år. Med Swabs velfungerende Beats og Thomas T’s tekster er her skabt et album, hvor spilleglæden og den legende energi kommer tydeligt ud. Omvendt bliver Bumsestilen nok aldrig folkeeje, men for de folk der er nede med velproduceret, underholdende og tilgængelig rap musik, er det lige sagen.

Der er stadig højt til stjernerne, men spørgsmålet er, om Bumsestilen overhovedet vil derop - for det virker som om, de trives meget godt på det trin, de er på nu. Det er et album der befinder sig på den gode side af middel – den (og de!) er tro mod sig selv og deres udtryk.

Tilbage til fortiden

Meller har trådt sine rapsko i den danske undergrund i en årrække og har siden talentet for alvor blev slået fast i 1997, med 3. pladsen i DM i rap, luret på sit gennembrud. Debutudspillet Hjerteblod (2007) fik mange pæne ord med på vejen og lovede godt for den unge rapper fra Ringsted. Om desperationen over det manglende folkelige gennembrud nu har ført Meller ned ad pop-rap-vejen på den selvfinansierede ep Tilbage til fremtiden skal stå hen i det uvisse.

Ep’en går, efter flere gennemlytninger, ind på min top fem over de kedeligste og mest intetsigende udgivelser, jeg har lagt øre til på dansk. Tillad mig at forklare. Meller har sammen med de mange kilo også tabt banger-stilen og skiftet den ud med pop-rap. Det i sig selv behøver der ikke være noget galt med, men desværre er stilskiftet (her taler vi kun om musikdelen) ikke til det bedre, da de aggressive banger-tekster nu er skiftet ud til fordel for tomme tekster om had til haterne, en bytur i Berlin, lidt til tøserne samt et malplaceret caribisk charme-track med et twist af reggae, og det er alt sammen smurt ind i autothune og desperate forsøg på catchy ører-hænger-omkvæd. Det fungerer ikke. Kvalitetsbaren, på dette område, har løftet sig mange gange i løbet af de senere år, og mange gør det her bedre end Meller. Lydbilledet er noget af det kedeligste og kønsløse, jeg har hørt længe. 3PD’s beats og produktioner er ensformige og uden kant, nerve og inspiration. Man fristes til at sige, at rap og lydside derved komplimenterer hinanden godt.

Hvis projektet har været at lave en god popskive, er det ikke lykkedes. Dertil er produktionerne alt for unuancerede og kønsløse og rappen for dårlig. Det her er simpelthen set udført bedre og meget mere stilsikkert af andre indenfor genren. Mellers EP Tilbage til fremtiden burde nærmere hedde Tilbage til fortiden, da det er to skridt tilbage og et frem for den ellers så respekterede rapper. Det er en ommer, Meller.