Rapperen Klaes har en lille julegave til folket her i december måned, hvor det er 2 år siden at han udgav debutalbummet "Dedikeret". I hele december måned vil det være muligt at gå ind på hans hjemmeside, og downloade albummet kvit og frit. Pladen er produceret af Lars Da Fari og gætes af blandet andet Trepac fra M-Chatet og Thomas T fra Bumsestilen.
Det er godt og vel to år siden at Odense Assholes slog igennem, og gav os hadefulde tekster der omhandlede alt lige fra bøsser til kællinger der ikke kan kører bil. I lørdags var det deres sidste stop på gruppens afskedsturne, der sluttede på Posten I Odense. Gruppen havde forinden sagt at grunden til brudet, ville blive offentligt gjort ved selvsamme koncert. Koncerten sluttede af med at det blev offentliggjort at to af gruppens medlemmer selv var blevet kærester. Samtidigt blev det afsløret, at gruppens kvindelige hovedfigur "Tovepigen" var selveste Sys Bjerre. Den selv samme sanger, som gruppen siden starten har hadet over alt på jorden.
Du kan se en lille video fra koncerten lige her:
httpv://www.youtube.com/watch?v=5bDs8gBefXE
Thomas Dambo (der var en del af Odense Assholes udtaler herefter:
”Jeg syntes OA har været et enormt spændende projekt. På mange måder minder det om "I’m Still Here" med Joaquin Phoenix. I OA har vi bare haft de modsatte problemer, hvor Joaquin døjer med ikke at blive taget seriøst som rapper, er OA blevet taget så seriøst, at folk begyndte at tro vi var nazistiske bøssehadere i virkeligheden. Men jeg syntes også man skal lægge mærke til, at der ligger solide hits bag succesen, faktisk en hel del. Ikke en eneste fan kommenterede, at vi valgte at kalde vores første professionelle udgivelse for ”Greatest Hits”. Jeg synes det fortæller om den musikalske dominans OA også har haft på hiphopfronten det sidste år."
Odense Assholes er ude med cd'en ”Voldsrap (Greatest Hits)” lige nu, og der bliver pt. også arbejet med en DVD om hele Projektet.
Østkyst Hustlers interview - Respekt pt1. Kb-Hallen. 13. november 2010.
Faktaposen interview - Respekt pt.1 fra Kb-Hallen 13. november 2010.
Så er der igen ved at være lidt nyt fra AndyOp, efter han igennem sommeren har knoklet løs i studiet. Et nyt album hvor stilen er meget anderledes i forhold til hans første album, er ved at være på trapperne. Og du kan se en lille teaser fra studiet lige her: http://www.youtube.com/watch?v=BLKBvKdwyYU
Albummet er denne gang fuld af fest, farver og firserpop, og samtidig er der stadig eftertænksomme tekster og budskaber.
AndyOp har desuden de sidste måneder været på turne, og med 35 skolekoncerter landet over har der været en god mulighed for at prøve hans nye materiale af. Du kan se en lille smagsprøve på hvordan det gik ned lige her: http://www.youtube.com/user/AndyOpOfficial?feature=mhum#p/a/u/2/dEKx3m0HFFc
Sidste men ikke mindst, kan du selv opleve AndyOp d. 28 oktober kl.21 på Sofiekælderen, hvor han holder en gratis koncert.
Adressen er: Overgaden Oven Vandet 32, 1415 København K.
Kriff var vores udsendte mand i felten da MC's Fight Night 2010 finalen rykkede KB-hallen rundt i lørdags ;
Nogen kender sikkert godt de første par linjer fra LL Cool J's nummer "Mama said knock you out", og hvis ikke, så kan jeg fortælle at de lyder sådan her ; "Don't call it a comeback / I've been here for years", nogenlunde det kunne Kejser A også sige omkring midnat d. 16 oktober i KB-Hallen, for der tog ham nemlig titlen som årets MC's Fight Night Champ 2010, efter at ha været væk fra ringen i 4 år gik han hele vejen og besejrede Johnni G i finalen.
Kort update : Kejser A vandt finalen i dette års MC's Fight Night, hvor han mødte Johnny G. Aftenens overraskelse stod hans makker Ham Den Lange for, da han noget uventet blev bremset allerede i hans første battle, hvor man mødte McMark.
Der kommer snart billeder og en artikel fra aftenen.
Tjek evt. vores Live update (tekst updates) fra aftenen her. (tryk genspil)
Tillykke til Kejser A... sikke et comeback
Så er der håb for dig der ikke har fået sikret dig en plads i KB-hallen, men gerne vil følge med i hvordan det går i finalen.
Danskrap.dk opdatere live fra KB-hallen, fra i aften kl 18:30, og hele vejen frem til vinderen er udråbt, det eneste du skal gøre er at gå ind på danskrap.dk fra kl 18:30 og så bliver du ført direkte ind på live opdateringen, du kan også trykke på "live" menuen yderst til højre i menubaren i toppen af siden.
Selvmord siger tak for supporten det sidste års tid, og kvitterer med det foreløbigt sidste musikalske åndedrag i form af nummeret "Find Dig En Anden". Tracket har aldrig været udgivet officielt, men er blevet spillet til samtlige Selvmord koncerter i løbet af foråret og sommeren. Du kan downloade sangen helt gratis her.
M-Cnatet var desværre, og egentlig for mig lidt uforstående, første ud af syv acts på scenen på den ellers ret fyldte fredag. Det resulterede desværre i et relativt lavt fremmøde. Men det lod de gæve gutter lige ud af Næstved sig ikke gå på af.
Der blev gennemgået en god del af numrene fra Om Nogen, og til min store overraskelse startet ud med sjæleren ”Kapitler Til Glemmebogen”. Både Trepac og Kværn kom rigtig godt ud over scenen, viste god mikrofonkontrol, og fik holdt publikum i ave med en fremragende levering. Udover en samling af de bedste numre fra albummet var der også plads til numre som ”Det gør alle andre”, som en stor del af publikum, trods for versionen foregik over en anden variant end det oprindelige beat, rappede ganske godt med på.
Mod slutningen af showet blev ep-aktuelle Pede Gøbb hevet op på scenen til en fremførsel af begge ”Gøglerne fra gadehjørnet”-numrene. En god slutning på et af Took Its bedste danske shows. Det tog 11 år for M-Cnatet at komme til at spille - lad os håbe, de spiller næste år og med en bedre placering på programmet!
AZ har siden dag ét været betragtet som et stort talent, og er ofte nævnt som en af de, hvis ikke den, mest oversete rappere nogensinde. Han har outshinet Nas på flere vers, været en del af supergruppen The Firm, og leveret flere klassiske albums. Så det var med stor spænding, jeg tog imod dette års program.
Hele showet startede ud med den, for Queens-rappere åbenbart obligatoriske skudsalve, skarpt efterfulgt af velleverede numre fra debutalbummet Doe Or Die, og gik derefter over i en kavalkade af hans bedste gæstevers og The Firm-numre - desværre også krydret med fællessang over diverse hiphopklassikere, der ikke involverer AZ. Publikumsfavoritten var helt klart ”Life’s A Bitch”, men hele salen rappede også med på hans vers fra ”Affirmative Action”. Herefter kom vi over i solonumre, hvor især ”Mo’ Money, Mo’ Murder, Mo’ Homicide” og ”The Come Up” stod som højdepunkter.
Hvis man ser bort fra Rap-star singalong og lidt for mange gun-shots var det faktisk en virkelig god koncert. Til trods for at han ikke virkede 100 procent oplagt, fik AZ vist, at han også er en god live MC og med et katalog af produktioner fra Premier, Pete Rock, DR Period, Buckwild og mange flere er det også svært ikke at få folk med. Mere rap, mindre skudsalver, mere engagement og det ville være helt i top.
Efter O.A.'s koncert var det tid til et genreskift, idet en af de, ironisk nok, bedste kvindelige rappere i verden skulle indtage scenen. Jean Grae er nok mest kendt for gæstevers hos ligeså Took It-aktuelle Masta Ace, Immortal Technique, Mr. Lif, Talib Kweli og jeg kunne blive ved, men hun har leveret mindst ligeså gode solonumre, især i samarbejde med The Herbaliser.
Jean Grae kommer efter lidt musik fra dj’en stille ind på den dårligt belyste scene, og stiller sig alene med mikrofon og stativ. Lyrikken og stemningen var i top, men lyd og lys var desværre meget mod Jean Grae, der havde problemer med at komme ud over scenekanten. Der blev ellers prøvet godt og især a capellaerne imponerede, trods det var svært at få fat i hver enkelt af hendes konstruerede sætninger.
Der blev prøvet, og leveringen var sådan set i orden, men publikum syntes at være en smule fraværende. Hun spillede flere af hendes klassiske vers, også fra dengang hun var kendt som What?What?, men lige lidt gjorde det. Alt i alt en god og gedigen koncert, hvor Jean Grae viste stort talent, men havde meget svært ved at komme ud over scenekanten.
BUMSESTILEN fik den lidt svære opgave at gå på som det første act på udendørsscenen. Der var ikke særlig mange mennesker ved scenen, da koncerten gik i gang, men Thomas T og hans backuprapper havde ikke noget problem med at klare opgaven, og fik hurtigt gennet folk hen foran scenen i løbet af de første par numre. Da koncerten var slut, havde de fået fyldt pladsen pænt ud. En mand der var meget påvirket (måske af andet end øl) fandt flere gange op på scenen, og blev hevet ned igen. Det var dog ikke noget drengene lod sig mærke med – de ignorerede ham fuldstændig, og kørte bare videre, som om intet var sket – stor respekt for det. Noget der især gav stor respons, var Thomas T’s små a capella-stykker mellem numrene, med masser af interessante ordspil og vinkler på livet. Her kommer hans lyriske kunnen til sin ret, da det tvinger folk til at lytte til teksten, og ikke bare nikke med på et lækkert beat og et fedt omkvæd.
4PRO var næste act på scenen, og havde jeg ikke vidst bedre, var 4Pro ikke bare én mand men en hel gruppe. De var mange på den lille scene, og jeg synes ikke at 4Pro formåede at skinne i forgrunden. Han fik desuden hjælp af flere kendte rappere som Kasper Spez, Supajan og Pede B. Jeg synes det hele blev lidt rodet, og publikum var heller ikke så meget på som hos Bumsestilen. Det kunne måske godt virke lidt som om, han havde svært ved at stå alene. Hans performance bar mere præg af hvem han kendte, end hvem han selv var. Desværre fangede han ikke rigtig min opmærksomhed.
MAGERMAYN var noget af en kontrast til 4Pro, da han indtog scenen alene uden backuprappere eller en mand bag pulten, og det synes jeg egentlig, han klarede ret godt. Kan man sige fisse, stoffer og skruetrækker, så har man nærmest beskrevet Magermayn ’to a T’. Man kan nok ikke beskylde Magermayn for at være en rapper med specielt meget dybde, men man kan ikke tage fra ham, at hans publikum virkelig hygger sig til hans koncerter. Jeg lagde mærke til, at en del rystede grinene på hovedet, som gav et indtryk af, at de synes det var lidt plat, men alligevel på den fede måde. Det er lidt grinagtigt, og jeg håber virkelig, det er med vilje, at det ironiske skinner igennem. Det er anden gang, jeg oplever Magermayn, og selvom jeg er pige, kan hans ret sexistiske sprogbrug simpelthen ikke sætte mit pis i kog – jeg gik fra koncerten med et lille smil på læben.
GENERELT synes jeg, kunstnerne klarede det godt, trods de lidt udfordrende omstændigheder. Det er en ret stor plads, og der var meget aktivitet omkring på og uden for pladsen - folk går forbi, og lader sig ikke mærke af, at der er koncert, nogle stopper og nogle går igen, folk maler på graffitikasserne, busser og biler kører konstant forbi på vejen osv. Jeg synes, det var fedt at se, at kunstnerne ikke lod sig distrahere af omgivelserne, men var rigtig gode til at fokusere på det det handlede om, nemlig at give publikum en fed koncertoplevelse.
Jeg må hellere starte med at bekende kulør – Jeg kender ikke særlig meget andet rap end det, man falder over i radioen, på tv og hvad min kæreste lige synes, jeg skal høre. Så det var bestemt ikke som den store kender, jeg tog til Århus Took It 2010. Men da min kæreste op til flere gange har fortalt, hvor fedt der er, så måtte jeg lige se, om han havde ret.
Torsdag ankom jeg, med min kæreste og en kammerat, langs åen forbi Mølleparken (overfor Voxhall), hvor der var opstillet et lille hiphop-miljø med streetfodbold og -basketbane, skater-areal med små ramper, kasser (ligner skurvogne) til graffitimalere, med maling til fri afbenyttelse - og en scene. Rigtig fedt de udnytter pladsen til at lade flere sider af hiphopkulturen udspille sig på festivalen og ikke kun musikken. Det tegnede til at blive en festlig aften.
En time før festivalstart mødte vi en ca. 15 meter lang kø foran Voxhall, og folk blev ved med at strømme til, hvilket resulterede i at Mikkel Mund kunne åbne festivalen for næsten fulde huse. Jeg må sige, jeg var overrasket over, hvor blandet publikum var. Selvom der selvfølgelig var overvægt af folk, der (ligner nogen der) dyrker hiphopkulturen i mere eller mindre grad, så syns jeg alligevel, der var mange forskellige typer repræsenteret. Stemningen var høj og publikum var meget på – man kunne helt klart mærke, at de havde set frem til festivalen og at deres forventninger i høj grad blev indfriet. Der blev, efter min opfattelse, holdt en fest til hver eneste koncert – både på scenen og foran – og selv om jeg ikke kendte kunstneren og deres numre (og ikke er ’en del af kulturen’), var det ofte meget nemt at lade sig rive med og lige løfte armen i takt for en svedig performance.
Jeg husker fx Fler Farver som et af de acts, der var svære at stå stille til – de forstår virkelig at få deres publikum op i gear. Meget af torsdagen gik med at få en fornemmelse af festivalen og de deltagende gæster. Og jeg havde det rigtig hyggeligt med at gå rundt og snakke med en masse søde og imødekommende mennesker. Da jeg er ryger, brugte jeg en del af min tid ude på en meget tæt pakket rygerbalkon, hvor folk var meget snakkesalige. Da det hele var slut, skulle alle jo så have fat i deres jakker på én gang. Jeg vil så mene, Voxhall ikke er indrettet specielt godt til det formål. Garderoben er ved indgangen, hvilket resulterede i, at man hverken kunne komme ud eller evt. op og ryge, imens man ventede på, at køen blev lidt mindre. Desuden lukkede de også baren, så den halve time vi stod og ventede på jakker, blev meeeget lang og kedelig. Nå, men det var så et lille surt opstød til Voxhall, der intet har med selve festivalen at gøre. Det skulle i hvert fald ikke ødelægge vores gode humør og for vores vedkommende fortsatte festen til 4-5 stykker næste morgen.
Fredag ankom vi igen en time før for at nyde godt af de to gratis gulddamer, man kunne få, hvis man kom inden for den første time før showstart. Køen var en del mindre, og salen var langt fra fyldt op da første act, M-Cnatet, gik på scenen. Det kunne skyldes at M-Cnatet, som en forholdsvis ukendt gruppe, ikke var det store trækplaster. Oven i kommer så måske, at folk havde en god portion tømmermænd fra dagen før. Folk kom i hvert fald dryssende lidt efter lidt i løbet af aftenen – og jeg må indrømme, at gulddamerne ikke røg så nemt ned som dagen før, og at stemningen ikke helt nåede op på siden af torsdagens. Ikke at sige, at fredagen var dårlig på nogen måde. Slet ikke! Igen var aftenen præget af, at det var rigtig festligt, og igen var der alle de søde og festlige mennesker. Trætte fra dagen før tog vi efter sidste koncert direkte forbi 7eleven efter en pose chips og så hjem på vores hotel, så vi kunne være friske til at feste igennem om lørdagen.
Lørdag var den aften, jeg havde set mest frem til. Her var der i hvert fald nogle kunstnere, jeg kendte! Og det var heller ikke noget mange andre ville gå glip af. Der var totalt udsolgt og huset var pakket med forventningsfulde hiphopfans. Og da DJ Static satte kavalkaden i gang var taget nærmest ved at flyve af. Jeg synes, kavalkaden var vildt fedt bygget op. På en skærm midt på scenen var der ’nedtælling’ fra 1979 og op til i dag i takt med, at DJ Static spillede en medley udfra årene vist på skærmen. Han blev afløst af præsentationer på skærmen fra Jeppe Bisgaard og optrædener af danske kunstnere fra den danske hiphopscene. Ikke alle acts var afslørede på forhånd, så der var mange fede overraskelser.
Jeg startede med at stå i salen, lige foran scenen. Men øl kommer ind, og øl skal ud igen, og derefter var det næsten umuligt at finde tilbage til min plads, så jeg indtog i stedet en plads på balkonen. Det var absolut ikke et dårligt bytte, for sikke en udsigt! Deroppefra kunne man virkelig se, hvor pakket salen var og det var et fantastisk sted at opsuge den kogende stemning. Det var en virkelig stor oplevelse, både stemningen fra publikum og den stjernespækkede kavalkade på scenen. Festivalen sluttede desværre lidt før tid, fra min side af. Da jeg bor i Fredericia, skulle jeg nå det sidste tog – og det gik desværre før festen var slut. Så desværre ingen afterparty til mig – den tager vi næste år.
Nåh.. Så kommer det store spørgsmål: Havde kæresten ret? Mjah, det må man sige, han havde. Det giver selvfølgelig lidt ekstra til en koncertoplevelsen, når man kender kunstneren, men for mig bar alle aftenerne præg af en fantastisk stemning, fed musik og mange super skønne og glade mennesker – og det må vel være opskriften på enhver fed fest! Og det er helt sikkert en fest, jeg gerne tager til igen.
Jeg vil ikke sige, at det var den primære grund til, at jeg tog til Took It i år, men det hjælp i hvert fald en del, da jeg fik at vide, der ville komme en dansk rap kavalkade lørdag aften. Spændt som til min første koncert stod jeg klar oppe foran, da klokken var ved at nærme sig 20.30. Imens havde der samlet sig mange folk på gulvet foran scenen - rigtig mange folk. Et publikum der, lige som jeg, ikke ville gå glip af de klassiske tre timer, der ventede foran os.
Efter en intro hvor storskærmen med årstal og Static med pladespilleren havde guidet os igennem årene fra 1979, landede vi på 1988. Jeppe Bisgaard kom på storskærm og præsenterede aftnes første act (som han så efterfølgende også gjorde med de andre acts). Da der var rigtig mange solister, grupper og numre i de ca. tre timer kavalkaden stod på, vil jeg fatte mig forholdsvis kort om de enkelte kunstnere - og håbe på, at der som helhed kan skabes et nogenlunde indtryk.
Første mand var MC Einar, der stod alene på scenen. Einar er sgu ved at være gammel, og ligner til tider én, der kan bryde sammen når som helst. Alligevel præsterede han at få folk med, med nummeret “Den nye stil”. Rockers By Choice stod på scenen umiddelbart efter, og spillede et medley med blandt andet “Amar er no. 1", "Nej til narkotika", "Opråb til det danske folk”. Fedt drengene stadig kunne sætte luft under deres publikum - og endda helt uden at løbe forpustet ud bagefter.
Flopstarz (Bossy Bo & Q) var de næste der skulle på, og de spillede deres gamle hit “0 grammy”. Stor oplevelse at høre det nummer live, jeg så mange gange har hørt på min vinyl derhjemme. Jazzy H blev på scenen for at kunne være med sammen med Cheif 1, og give den som “Bossen & Bumsen” med nummeret “Op til jul”. Spørger du, om det var malplaceret med et julenummer, så er svaret nej! Spørger du, om det var fedt, så er svaret “Helt sikkert boy”!
Y.B. (Youngblood) var den næste der skulle på, og man kunne mærke, at mange blandt publikum ikke anede hvem manden var. Det kan nævnes, at han havde et mindre hit med nummeret “Spy in the house of jazz”, i ca. 1993. Al Agami er tværtimod en mand folk kender, og han kom på scenen med en beatboxer. Sammen optrådte de sig igennem “Deep Undercover”, og det var et frisk pust at der var beatboxer med. Udover at Jokeren gik lidt for hurtigt på scenen til det næste nummer, var der ingen problemer i det. Sammen med Jazzy H og Tue Track (der ikke var fysisk med, men på storskærm da det blev hans tur til at rappe) spillede Joker J nummeret “Træt af pis”, og endnu en gang var det en ære, og en stor oplevelse at se det live.
1995 er vi efterhånden landet på, og her kom Østkyst Hustlers på scenen, og spillede “Verdens længste rap” - dog kun en bid. Kong Winther, der står bag hele Århus Took It, indtog scenen med sin gruppe Kongehuset, hvor de spillede nummeret "Chauførende". Og det skal da lige nævnes, at det var de originale medlemmer der gik på scenen, der bestod af AOK Kløfar og Ghettosvend. Kultfænomenet Faktaposen kom, så og sejrede med deres liveoptræden af nummeret “Hvem”.
Så var året 1998, og Den Gale Pose Feat. Szhirley gik på med et nummer der stadig bliver spillet på diskotekerne. Der er selvfølgelig tale om “Spændt op til lir” - nummeret der gav masseklang i 1998. Efter at Rent Mel i Posen vandt DM i Rap i 1997, var de på alles læber (i hvert fald i undergrunden), og med albummet Langt om længe indtog de hiphoppernes hjerter. Nummeret “Skæve børn leger bedst”, var fra dette album og blev denne aften præsenteret i en særudgave med feat. af Jøden og Mikkel Mund (der på dette tidspunkt endnu ikke var med i gruppen).
Efter en kort video med L.O.C. som desværre ikke kunne være her denne aften, var det næste gruppes tur. Outlandish har siden starten haft godt fat i publikum, og gjorde det da også denne aften da de spillede deres 1999-hit “Walou”. De blev hurtigt afløst Jonny Hefty, Jøden og Niarn der sammen udgjorde Radiosatire-programmet “Rockstars”. Og med nummeret “Når jeg bliver rockstar”, fik de hjælp af Chef 1 bag den ene af de to dj-pulte, der var stillet op. Efter det gik der massehit i det folk fik af høre, og de næste par solister/grupper var nogen publikum kendte. Folk råbte dernæst med på “Hvor du Fra”, da Jokeren kom ind på scenen, og spillede sit radiohit. Folk glemte dog ikke at synge/råbe med på dobbelt A, da Niarn efter Jokeren kom på scenen.
Med Nappion kom Per V på scenen, og fremførte hans numre “Black Power”. UFO & Yepha spillede “Ung, dum og trendy” & “Op med håret”, der fik folks arme i vejret igen igen. Jøden var på efter UFO & Yepha, med nummeret “Hamrer løs”. Efter det var det tid til en sublim oplevelse med MAJORS, som spillede “Suckers never play me”. Da Jooks bagefter blev præsenteret af Jeppe Bisgaard, var publikum godt larmende på en positiv måde. Og de tog da også lige så godt imod hans nummer “Hun vil ha en rapper”. I DR’s program talent 2010 deltager ungdomsgruppen “TMT”, og netop dem kom nu på scenen sammen med Marwan. TMT fik lov at spille deres numre “Fra Rydevænget til Trillegården”, som folk tog meget godt imod, for derefter at blive på scenen, mens Marwan fremførte hans “Korrupte Politi”.
Til slut var der som bonus en omgang blandet nyfortolkninger af “Beskyt din nakke”, “Poptøs” og “Ej blåt til lyst” der blev fremført af SupaJan, Kasper Spez, Nappion, Es og Pede B. Super afslutning på et super show, der ikke kunne siges noget negativt om. Og skulle der presses noget negativt ind, må det være, at der ikke lige var en pissepause, for jeg var da i hvert fald ved at lave en Tycho Brahe til sidst.
Efter det fantastiske show står man dog tilbage med lidt spørgsmål hvor var Hvid Sjokolade, Jo.C.Fine, Humleridderne, L:Ron:Harald, Kølig Kaj (der faktisk var tilsted) eller Suspekt? Men her er jeg nok alt for kritisk! For når det kommer til stykket (og trods kritiske røster) er dansk rap sgu ikke lige til at sætte op på en plakat, og høre igennem på en aften! For at få det hele med, skulle koncerten nok vare noget længere, hvilket helt sikkert havde givet mig dårlig blære. Så i stedet for at brokke mig for meget over det der ikke var der, vil jeg være glad for, at jeg har fået lov til at opleve dem der nu var der.
Dette var en stor aften for den dansk rap-fan jeg nu engang er blevet født som. Jeg har fået lov at opleve grupper og solister live på scenen. Bands som jeg troede, jeg kun skulle høre igennem mine skod-højtalere derhjemme, og aldrig se live. Super koncert, super initiativ, super oplevelse og med garanti et super minde!
I savnet af Mikl, Pede B og Fantomet, som har delt titlerne mellem sig de seneste 5 år, er det tre andre rutinerede rappere som bookmakeren NordicBet ser som de største favoritter, når den 11. udgave af MCs Fight Night finder sted i KB Hallen den 16 oktober.
Johnni G. er favorit til at blive champ, da hans seedning gør, at han først kan møde andre stærke freestylere som Kejser A, Ham Den Lange eller Henrik Hass i en mulig finale, hvor modstanderen, hvis NordicBets vurdering holder stik, bliver Kejser A.
- Kejser A er feltets eneste tidligere MC's Fight Night vinder, og han også flere Punchline Awards under bæltet. I årets østfinale blev Kejser A slået af Ham Den Lange, som ligeledes er blandt feltets mest rutinerede freestylerappere, så vi forventer på forhånd, at en revanchesulten Kejser A går i finalen, til trods for at battlekortets højre side virker stærkest, siger Frederik Søvang, NordicBet's chefbookmaker og freestylerap-ekspert.
Da Johnni G har en lettere vej til finalen, og antageligt får flere battles er han også favorit til årets Punchline Award, dog kun et mulehår foran netop Kejser A.
Kommer der er en overraskelse i år er Mund De Carlo og Elbanovics NordicBets bedste bud på en ny mester. Det første kvindelige islæt i Fight Night-finalerne siden Natasja stillede op i 2000 spås ikke store vinderchancer, da Vigsø lukker feltet med odds 100 sammen med Luxshan.
Udover odds på hvem der bliver årets champ, kan der spilles på de indledende runder og modtageren af årets Punchline Award.
DeePee’s koncert fredag aften bar med det samme præg af, at der ikke var mødt særligt mange folk op. Området oppe foran scenen kunne kun lige fyldes med folk, men det var så også det. Showet startede med en kort intro-speak, der beskrev hvad DeePee’s baggrund var. Da denne sluttede kom Danmarks ældste rapper på scenen, sammen med sin homie Patrick B. Bag dj-pulten stod DJ Stig og styrede løjerne, og dette blev igennem showet gjort forholdsvis anonymt.
Som nævnt var der ikke så meget publikum til koncerten, men de der var der, lod sig hive godt med af de to rappere på scenen. I løbet af koncerten blev vi præsentere for DeePee’s 19-årige søn Alexander, der medvirkede på et enkelt nummer. I forhold til at Alexander stadig er forholdsvis anonym på folks læber, så var det ikke rigtig noget, der gav noget til koncerten - men det gjrode heller ikke noget dårligt.
DeePee gik over i et lille medley med nogen gamle Rockers By Choice-numre, og de tog kegler hos folk. Det beviser også, at folk måske nok kendte rapperen DeePee, men ikke hans soloalbum Perspektivet. Så da folk så hørte noget de kendte, kom alle op i et lidt højere tempo. Men selv med en ny version af “Fuldstændig vildt” med Patrick B, med gæsteoptræden af Pete (RBC), og med gamle Rockers numre - så skinnede det igennem, at folk ikke kendte DeePees egne numre, når de blev spillet. En lidt spøjs koncert, hvor de gamle numre hittede, og de nye var lidt for fremmede for folk.
Odense Assholes' optræden til dette års Took It begynde allerede da Jøden og Jonny Hefty skulle præsentere dem. En fra gruppen kom ind på scenen, og begyndte at snakke i hans medbragte mikrofon. Dette kunne værterne dog ikke lide, så Jøden nappede hans mikrofon, og gav dem derefter scenen, med ordene: “Her er verdens dårligste gruppe, en gruppe jeg er fucking glad for går i opløsning her snart”.
Ligesom Fler Farver var O.A.’s intro en stærk omgang trommer, og det satte, som ved Fler Farver, gang i den fra start af. Med en dejlig fynsk accent, der giver den sidste charme til en voldsmand, råbte medlemmerne sig igennem koncerten. Publikumsinteressen gik lidt op og ned, og OA kunne ikke rigtig vedholde folks begejstring. Jeg fangede mig selv i, at stå og vente på de numre, som har gjort at O.A. er kommet på de flestes læber. De numre kom da heldigvis også, men i bund og grund var der for få af dem. For selv om O.A. har udgivet en hel cd, er langt de fleste ikke værd at høre på. Så jeg smed håndtegn, dansede og grinede, men på nogle tidspunkter kedede jeg mig. Drengene havde mest succes da de spillede "Sjålålå" (deres VM 2010 sang), "Kamp druk", "Hvis jeg var min kælling", "Bøsser bløder lyserødt" og slutnummeret "Kælling du kan ikke køre bil" - men det er bare ikke nok til en ca. tre kvarter lang koncert.
Lige efter Mikkel Mund på denne torsdags-åbningsaften på årets Took It, skulle de glade drenge fra Odense på - dem vi bedst kender som Fler Farver. På scenen var der kommet et trommesæt mens der havde været pause, og hvis det ikke kunne ses, kunne man i hvert fald høre det, da koncerten startede. Efter en god, hidsig og vild trommeintro, spurtede de fem mand fra Farverne ind på scenen. De åbnede med den velkendte “Fler Farver energi”, og det smittede med det samme af på en godt fyldt sal.
Gutterne gjorde som de plejer, hvilket bestemt ikke er dårligt, når det gang på gang fungerer. Planen er simpel: giv publikum en oplevelse med vedvarende energi, og sørg for at få folk med på bølgen. Og dette var, hvad farverne gjorde igen med numre som bl.a. “Så glad", "Random" og "Kragerne vender”. Folk sang med, kastede hænder i vejret, dansede - folk hyggede sig bare, og Fler Farver hyggede med folk. Farverne kom mere og mere under huden på folk, og da salen var mest på, var det desværre slut. Koncerten var omme, og jeg følte, folk havde fået, hvad de kom efter. Farverne havde været der, og med sig bragte de fest og (fler') farver til folket.
Endelig blev det torsdag, og endelig blev kl. 20.15. Det betød, at Aarhus Took It officielt skulle sparkes i gang - og det af rapperen Mikkel Mund.
Efterhånden er jeg blevet vant til, at der ved åbningskoncerten til Took It ikke er specielt fyldt af mennesker. Dette skyldes som regel, at dem der tjekker folk ved indgangen er meget grundige, og at det på den måde tager lang tid, at få folk ind. Og de sidste par år på Train er startkoncerten da også begyndt, mens der stadig er lang kø ude foran. I år var Took It dog rykket til Voxhall, og her var der dejligt nok mere tjep på. Dette resulterede så i, at Mikkel Mund i år gik på scenen foran et stort og veloplagt publikum.
Med sig på scenen havde Mikkel Mund Rent Mel-kollegaen Hennesy, og sammen varmede de publikum op og lod dem holde varmen. Med sine egne numre, og et par Rent Mel-numre fik Mikkel Mund og Hennesy salen op at køre på Took Its første dag. Og efter jeg har set de sidste par års startshow, kan jeg trygt sige, at dette var det bedste, jeg har set. Dette er selvfølgelig ikke mindst på grund af, at folk nåede at komme ind på plads, inden showet begyndte. Mikkel sluttede af med hans hitnummer “Gi mig ik skylden”, som satte punktum for en ganske udmærket startkoncert til årets festival!
Den 17/1 2011 kommer der et nyt album fra Marwan.
Albummet bærer titlen "Mennesker", og med denne nyhed har Marwan valgt at give den første forsmag på pladen i form af streetsinglen "Korrupte Politi" som allerede nu er på gaden.
På albummet "Mennesker" stiftes der bekendtskab med en mere eftertænksom og ældre Marwan end man hørte på debutpladen P.E.R.K.E.R fra 2007. På "Mennesker" tager Marwan fat om nosserne på samfundet i DK anno 2010 og klemmer nådesløst til. Albummet er et glimt af tiden skildret med udgangspunkt i forskellige menneskers sociale og familiemæssige tilhørsforhold.
På første single "Korrupte Politi" markerer Marwan at han er tilbage, gir en fuck og at han stadig tilhøre den absolutte elite i dansk rap.
Se videon ved at følge det eksterne link.
Mandag d. 1 november udkommer albummet "Voldsrap (Greatest Hits)", med gruppen Odense Assholes. Dette bliver samtidig gruppens sidste album, da O.A. af uvisse årsager har valgt at stoppe. Odense Assholes er på vej ud på deres sidste tour, som de har valgt at kalde "Tak for lort tour". Grunden til selve bruddet vil blive afsløret til gruppens sidste koncert, der er d. 27. november i Odense. Den første single fra det kommende album er nummeret "ARTO-Pistol (Prettyboy), og kan købes på bl.a. Itunes og TDC.
"Tak For Lort Tour" ser indtil videre således ud:
30/09 VoxHall (Århus Took It), Århus
30/10 Studenterhuset, Aalborg
04/11 Det Musiske Hus, Frederikshavn
06/11 Pitstop, Kolding
11/11 Sønderborghus, Sønderborg
12/11 Skive Theater, Skive
26/11 Vershuset, Næstved
27/11 Posten, Odense
Derudover bliver en diskoteksturne booket i skrivende stund. Flg. datoer er bekræftede:
02/10 @ Eastend, Holstebro
02/10 @ Crazy Daisy, Skive
15/10 @ Havana, Nyborg
15/11 @ Crazy Daisy, Skanderborg
Palæstinensiske Tashweesh lagde lørdag aften vejen forbi Blågårds Plads med deres unikke live-show, der både omfatter videokunst, dj’ing, rap og livebeats. Forud for showet vistes dokumentarfilmen Double Exposure af Ruanne Abou-Rahm, der også fungerer som VJ i Tashweesh. Filmen følger en gruppe unge palæstinensere, der tvinges til at flygte fra hjemlandet under konflikten, der er fulgt i kølvandet på den såkaldte ”nakba” i 1948, og til stadighed skaber uro mellem israelere og palæstinensere. Fra deres nye hjem i London følger de hver især med i Palæstinas fortsatte splittelse, mens de selv kæmper med følelser af frygt, skam og rodløshed.
Umiddelbart efter den gribende film, og en anerkendende klapsalve fra publikum, gik trioen, bestående af videokunstnerne Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme samt rapper og musiker Boikutt, på foran det til lejligheden opsatte filmlærred. I deres audiovisuelle optræden skildrer Tashweesh historien om et splittet og ødelagt Palæstina. Gennem showet veksles der mellem idylliske billeder af en travl, moderne storby, hvor bilerne kører og fuglene synger, og gruopvækkende filmoptagelser af brændende byer og grædende børn, suppleret af dystopisk, forvrænget arabisk musik blandet med geværsalver og eksplosioner.
Med imponerende lethed skiftes der løbende tempo, uden at man som publikum føler sig stresset over de mange indtryk, men tværtimod føles det ganske naturligt og medrivende. Som supplement til de rørende billeder på storskærmen vævede gruppen sig ud og ind af en række, endog meget velproducerede, beats, delvist fremført live af Boikutt på trommemaskine, og med et væld af arabiske toner, der klædte de hårde beats ganske godt. Udover at være rap på knapperne er Boikutt også en ganske habil rapper, hvilket han beviste, når han ind i mellem hev mikrofonen frem. Den unge palæstinenser præsterede en særdeles koncentreret, intens levering, og selvom mit arabiske lader noget tilbage at ønske, var indlevelsen ikke til at tage fejl af.
De tre kunstnere former tilsammen en meget original supergruppe, der denne aften lagde op til en utroligt relevant debat, og spillestedet kunne næppe have været mere velvalgt. Underholdte og udfordrede kunne publikum, der talte alt fra unge børnefamilier til tørklædebærende gamle koner, begive sig ud i den københavnske nat.
Tashweesh, lørdag d. 11. september, Blågårds Plads, København - en del af My World Images Festival
Det blev Johnni G der vandt vest-finalen i dette års MC's Fight Night, og han sikrer sig dermed en topseedning til finalen i KB Hallen d. 16. oktober. På vejen dertil måtte han blandt andet forbi Elbanovic i semifinalen, og den debuterede Rasmus Maczi i kvartfinalen.
I finalen mødte han Hanrik Hass, og efter kamp til stregen kunne Johnni G kalde sig vinder. Sidste års vestvinder, Ham Den Lange, har sammen med Kejser A valgt at prøve deres evner af i næste uges Øst-finaler, hvor der også er lagt op til intense battles.
På en småkold, dansk efterårsaften var en broget håndfuld mennesker mødt op på Blågårds Plads i København for at lade sig varme igennem af nogle af Senegals største hiphopnavne. De tre optrædende, Fatim, Matador og Xuman, leverede noget for enhver smag, og lod sig hverken kue af terroralarm eller det danske sensommervejr.
Først på scenen var den utroligt smukke, og ikke mindst dygtige, kvindelige rapper, MC Fatim. I fuld Erykah Badu-mundering med opbundne dreadlocks og baggy hørbukser forførte hun sit publikum med skiftevis sjælfuld slam-poetry og hårdtslående rap. Begge dele fremført på fransk og med en smilende, skråsikker levering. Efter en halv times tid forlod hun scenen med et ”merci beaucoup” og gjorde plads for den noget mere hardcore Matador.
Det lille energibundt med den rå stemme trådte på scenen og blæste folk bagover fra første vejrtrækning. Med New Era-kasketten trukket godt ned om hovedet satte han de næste 30 minutter fut under Blågårds Plads, hvor han fik publikum til at hoppe på stedet, løbe fra side til side og rappe med på sit umulige, sønderrivende flow. Matador har flere gange vundet prisen som Senegals bedste rapper, og med sin 'lige på og hårde'-levering samt 'knude på tungen'-slående linjer, leveret på lokalsproget ”wolof”, virkede det denne aften ganske fortjent.
Sidste navn på plakaten var Xuman, der repræsenterer en mere dancehall-klingende, festlig form for hiphop. Flere gange forsikrede han publikum om, at festen først lige var gået i gang, mens der blev rappet om aktuelle emner som krig, fred og forståelse på både engelsk, fransk og wolof. Flere gange under showet holdt Xuman små prædikener, før det næste reggae-beat røg på dj MP2s pladespiller og festen kunne fortsætte. Den enormt karismatiske Xuman nåede langt ud over scenekanten med sit stramme flow, der fik de fremmødte til at stimle sammen i drypregnen og vugge i takt.
Aftenens special guest, den danske dancehallsanger Wafande, var en positiv overraskelse. Han strålede af positiv energi og komplementerede Xuman ganske fint. Blandt andet kom Pia Kjærsgaard under kærlig behandling i en sang om indvandring og fædrelandsfølelse, såvel som franske Stromaes hit ”Alors On Danse”, der blev remixet til både dansk og wolof.
Afslutningsvis kom alle fire kunstnere på scenen til et brag af en afslutning, der efterlod pladsen sydende, hyggende og fadøls-nippende. En glædelig overraskelse, og et lille slag slået i kampen for en mere solidarisk verden.
My World Images Festival, 10. september 2010, Blågårds Plads, København
Efter en lang og hyggelig eftermiddag foran den udendørs scene ved Mjølnerparken i forbindelse med My World Images Festivalen, mødtes jeg med marokkanske Hel Lmkane og dj Key til en snak om hiphop, religion og meget andet. Forud for mødet kendte jeg ærligt talt ikke meget til de fire herrer - herunder en dj, som efter sigende skulle være en nordafrikansk scratch-legende. Teksterne er skrevet på arabisk, hvilket gør det svært for en bleg københavner som undertegnede at følge med, men at dømme ud fra deres grynede videoer, hårde beats og bulende netundertrøjer kunne man hurtigt få indtryk af, at her var tale om nogle fandens karle fra den marokkanske ghetto.
Men som bekendt gør man klogt i ikke at skue en hund på hårene. Vi mødtes over en skål slik ”backstage” i et lille hvidt telt, hvor jeg fik hilst på dem alle samt manageren Mounia, som venligt agerede tolk. Jeg lagde ud med at spørge hende om, hvordan det var for drengene at spille i Danmark. Rapperen Abdel Hamid førte ordet og lod Mounia oversætte til engelsk efter bedste evne.
- De er alle rigtig glade for at være her. De har udforsket en ny kultur og et nyt folk. Det er første gang de spiller udenlands, så de er spændte over at være her, fortæller hun.
Har det nogensinde skabt problemer, at I dyrker hiphop i Marokko, som jo er et muslimsk land?
- Det er ikke rigtig noget problem, det er ligegyldigt. Religionen kommer ikke i vejen for kunstformen, fordi de beskæftiger sig med positive emner, du ved. De synger ikke om bling bling eller hos eller noget i den stil. De taler om unge menneskers problemer i Marokko, om Islam og religion. Så det er ikke rigtig noget problem.
I Europa og USA er vi ellers meget vant til at hiphop netop handler om ting som bling bling, penge og den slags. Hvordan skiller den marokkanske hiphopscene sig ud fra den mere mainstream?
- Vi er klar over, at hiphop stammer fra USA, men i marokkansk hiphop har man valgt kun at beskæftige sig med de gode ting fra hiphoppen. De [rapperne red.] behandler meget seriøse emner og prøver at finde løsninger på de problemer, de skriver om. Desuden er hiphop ikke en måde at tjene penge på i Marokko. Der er ingen penge i det.
Man gør det for musikken?
- For musikken, ja. De har alle fast arbejde ved siden af.
I nævner religion og I benytter jer meget af arabiske lyde og temaer i musikken. Hvilke ting inspirerer jer ellers musikalsk og kulturelt?
- De får deres inspiration fra traditionel marokkansk musik. Vi har fået hiphop fra USA og de forsøger at blande tingene og oplyse folk verden over om marokkansk musik.
De marokkanske gadedrenge viste sig altså ikke at være så slemme alligevel, når først man finder ud af, hvad deres tekster egentlig handler om. Gruppens sidste album Sawt Cha3b som betyder ”folkets stemmer”, udkom på dj Keys selskab, Funky Noise, for et års tid siden og har været med til at positionere Hel Lmkane som et af de største navne i marokkansk hiphop.
Hvordan begyndte jeres samarbejde?
- De har været venner i lang tid, længe før de begyndte at arbejde sammen. Da dj Key begyndte at producere, var de blandt de første, han arbejdede med.
Hel Lmkane har et nyt album på vej. Hvad kan vi forvente os af det?
- De arbejder på det for tiden. Der vil være nogle lidt andre temaer, og måske vil de forsøge at give det en mere international lyd, for at nå ud til så mange lande som muligt.
Har I planer om et internationalt gennembrud?
- Hvis de får chancen så… hvorfor ikke, forklarer Mounia med et smil på læben.
Drengene smiler hele vejen rundt om bordet. Det er tydeligt at mærke hvilken sult og oprigtighed de besidder. Man fornemmer tydeligt deres tætte venskab og en nervøs energi, der både virker smittende og inspirerende.
Ved I noget om dansk rap?
Der rystes på hovedet.
- De siger, de ikke vidste noget som helst før, men nu har de mødt nogle forskellige kunstnere og i går mødte de nogle rappere. De har også mødt mange mennesker af arabisk afstamning her, oversætter Mounia.
Inden vi rundede af, var jeg nødt til at få talt lidt mere med dj Key, som vimsede rundt med et digitalkamera og fyrede arabiske jokes af i baggrunden. Så jeg bad Mounia kalde ham over til et par hurtige spørgsmål. Det er altid dejligt at møde mennesker i denne kultur, der ikke tager sig selv for højtideligt, og i den forbindelse var dj Key en fornøjelse med sit kække smil og fraværende gangsta-attitude.
Jeg har ladet mig fortælle, at dj Key startede med at være breakdancer. Hvordan endte han med at blive dj?
- Han var faktisk b-boy til at begynde med, men når dansede med sine venner, så han altid denne person bagved, der fyrede op for stemningen, du ved, forklarer Mounia grinene mens hun kaster sig ud i ”skub-til-taget” gestikulationer, og fortsætter:
- Han blev draget af denne person, dj’en. Han forsøgte at komme tæt på denne profession og begyndte at lære at scratche. Han kan godt lide, at foretage sig noget, som ikke ret mange andre gør. Der var ikke mange dj’s i Marokko dengang.
I dag er du en af de mest respekterede dj’s i Nordafrika, og du har udvidet dit imperium til nu også at omfatte grafisk design, videoproduktion og sågar dj-kurser. Hvad bliver det næste?
- Han synes også, det er ved at være nok, men nu mestrer han både lyden og det visuelle, så måske kan han kombinere dem som vj [Video Jockey red.], forklarer Mounia afslutningsvis.
Til slut sendte gruppen en stor hilsen til alle, der har hjulpet til med arrangementet og en tak til danskrap.dks udsendte for interessen. Herfra skal lyde en tak tilbage samt et held og lykke fremover.
Så blev Took it klar til at præsentere tidsplanen for dette års hip hop festival, der i år tegner til at blive noget af en oplevelse.
Torsdag d. 30/9 2010:
19.30: Dørene åbner
20.15: Mikkel Mund
21.00: FlerFarver
21.45: Odense Assholes
22.45: Jean Grae
23.45: Pharoahe Monch
Fredag d. 1/10 2010:
19.30: Dørene åbner
20.15: M-Cnatet
21.00: DeePee
21.45: Kasper Spez
22.30: Pede B
23.15: Termanology
23.45: AZ
0.30: Masta Ace
02.00: Soundclash LeBon & DixOne vs. Static & Temu
Lørdag d. 2/10 2010:
19.30: Dørene åbner
20.30: Dansk Rapkavalkade 1988-2010
23.30: Marco Polo, Ruste Juxx, Torae
Stedet er VoxHall, Vester Allé 15 i Århus.
Datoerne er 30/9, 1/10 og 2/10 2010.
Dørene åbner hver dag kl. 19.30.
Billetprisen er 350 kr. for alle tre dage og 150 kr. for en dag. Billetterne er i salg nu på www.voxhall.dk
Tidligere i år udgav 4fod deres debutalbum ’Hovedet på blokken’, og nu tager de så på en tour rundt i landet. Hvor du kan opleve dem følgende steder:
10. sep på Harders kl. 21:00 (Svendborg)
16. sep på Paletten kl. 21:00 (Viborg)
17. sep på Sønderborghus (Sønderborg)
01. okt på Paramount tba (Roskilde)
Desuden har 4Fod lige lavet en video til nummeret "Dyret i Sprejlet" feat Bai-D, der i skrivende stund er ved at blive klippet og gjort klart.
Solskin + fridag + hiphop. Således opskriften på en perfekt sensommerdag. Med solen skinnende fra en næsten skyfri himmel, havde My World Images Festivalen lagt sin vej forbi det nordvestlige København med et par varevogne med røgmaskine og drikkevarer, en scene, siddepladser og bildæk til børnenes leg. Børn og unge, ældre og børnefamilier havde valgt at tilbringe deres søndag med hygge, venner og bekendte i parken med hiphop fra Afrika og nabolagets håbefulde talenter.
Festen blev indledt af den ugandiske gruppe Break Dance Projekt Uganda, som både kunne bryste sig af at være habile rappere og breakere. Danske Dj Schack bag pulten holdt hjulene kørende med rare grooves og afro-funk, mens de fire fremførte deres breakdance, inden de forsatte showet med mikrofonen i hånden og Dj Schack i ryggen med musik og scratch. Med tilbagelænede beats sørgede de for det perfekte soundtrack til den familiære stemning blandt de omkring hundrede publikummer, som så ud til at nyde arrangementet i fulde drag.
Afslutningsvis blev der rappet om kærlighed til hiphoppen, lavet call and response og budt op til fri dans. Et par modige drenge vovede sig op på scenen for at demonstrere deres seneste mooves. Velfortjent modtog gruppen og drengene klapsalver fra det voksende publikum.
Nabolagets talenter
Næste punkt på programmet kom fra den danske kultur- og musikforening Rapolitics. Der blev sunget, danset og spillet teater. Alt sammen med hiphoppen som fortegn og i fokus. Om det så var a capella-rap om hverdagslivet på Nørrebro eller opfordring til fest og hænderne i vejret, så blev det leveret med ung vitalitet og energi. Uimponerede gik de unge til den, og indtog scenen som professionelle med charme og selvsikkerhed, opsat på at levere et underholdende show for vennerne ved scenekanten og det øvrige publikum.
Dansk hiphop er i gode hænder, hvis man skal dømme ud fra den alsidighed og sikkerhed der blev vist. Alt fra hårdt svingende spansksproget reggaeton til rå og tung gangstarap var med til at gøre denne søndag til en dejlig en af slagsen.
Marokkanske stemmer
Dagens hovednavn, Hel Lmkane fra Marokko, gik på scenen ved 18:00-tiden med cap'en på skrå og det hvide håndklæde i hånden til et arabisk klingende beat fra Dj Gangsta. Efter det indledende nummer blev det beordret at folk trådte tættere på scenen. Folk adlød og de næste 40 minutter blev der rappet på arabisk og rocket med hoved til nordafrikanernes energiske og karakteristiske messende rap. Med stærke hooks ofte sunget enstemmigt, rappernes ture blandt publikum og fede numre fra deres seneste album Sawt Shaab, på dansk ”folkets stemmer” var der fuld valuta for pengene.
Efter det energiske sæt fra Hel Lmkane trådte Dj Key på scenen. Han er også fra Marokko og er udover at være en af Afrikas mest respekterede og dygtige dj's, også pladeselskabsejer og video-instruktør. Han demonstrerede på glimrende vis rigtigheden ved sit legendariske ry med et flabet old-school mix af klassikere fra Suger Hill gang og Afrika Bambaataa, godt krydret med vild scratchteknik og originale mix af de gamle hits.
Alt i alt en rigtig godt arrangeret dag med fede og spændende indslag. Hiphop-fanen blev holdt højt, og hiphoppens mange variationer og nuancer blev fejret og værdsat i solskinnet.
Søndag d. 5. september 2010, Mjølnerparken, København
MC's Fight Night kan i år præsentere et nyt dommerpanel, ingen af de tre dommere har tidligere siddet i dommerpanelet, men en enkelt af dem er tidligere deltager, der fra MC's Fight Nights side lagt vægt på at dommerne har erfaring og indblik i dansk hiphop, og er entusiastiske omkring den ret vigtige opgave det er at være dommer til MC's Fight Night.
MC's Fight Night præsentere selv dommerne således :
NEGASH ALI:
Negash Ali er historiens yngste MC’s Fight Night dommer, men det skal man ikke lade sig narre af. Dette yngste medlem af dommertrioen har et imponerende CV bag sig, samt en seriøs og moden indgangsvinkel til hip hop musikken. Negash Ali er stolt over titlen som MC’s Fight Night dommer og glæder sig til, i fællesskab med resten af dommerpanelet, at finde den helt rigtige vinder.
CHRISTIAN MØLLER:
Christian Møller, også kendt som ”DJ Møller” fra både Sund Fornuft og Rent Mel i Posen, har b. la. deltaget i ”DM I Mix” - som både deltager og dommer. Møller er uddannet på musikkonservatoriets Music Management linie og er i dag ansat som A&R på pladeselskabet Artpeople. Her har han b. la. arbejdet med artister som Lizzie, Ataf, Jooks, Jøden og Rasmus Seebach. Møller har derfor en solid erfaring i at vurdere kommende talenter og ser frem til at bedømme niveauet på den danske freestyle rap scene.
SØREN STRØM:
Søren Strøm er den eneste af de tre dommere, der selv har MC’s Fight Night deltager erfaring. Som tidligere MC’s Fight Night champ, ved Søren Strøm alt om at stå i bokseringen og holde hovedet køligt - selv når det kører for modstanderen. Som dommer lover Strøm at være skarp når hele salen koger og syder bag ham. Strøm vil vurdere hvor godt rapperne improviserer over emnet, hvordan rapperne bevæger sig og underholder på scenen, samt deres flow og evne til at flyde på beatet.
Imens Ham den lange er ved at arbejde på endnu en plade, har han lige haft tid til at instruere sin egen lille video. Nummeret hedder "Brænd til du ik ka mer", og er produceret af Daniel fra Beat This.
Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=vygjdtgJxbM
Så har Henning Winther løftet sløret for første del, over hvad der kan opleves til dette års Aarhus Took It. Sidste år var festivallen på kun to dage, og med et rent dansk line-up. I år er Took It så tilbage med en tre dages koncert plan, og indtil videre et line-up der ser mere end lovende ud:
Pharoahe Monch (US) - Masta Ace (US) - Ruste Juxx (US) - Marco Polo & Torae (US) - AZ (US) - Termanology (US) - Jean Grae (US)
Kasper Spez - Pede B - Odense Assholes - Fler Farver - DeePee - Mikkel Mund - M-Cnatet
Soundclash: LeBon/DixOne vs. Static/Temu
Desuden konceptet "Dansk Rapkavalkade 1988-2010"
Per Vers og Henning Winther har over sommeren samlet ikke mindre end tres danske kunstnere til at komme og spille de største hits i dansk rap fra 1988 til i år. En hel aften med massser af rap fra bl.a. MC Einar, RBC, Flopstarz, Faktaposen, Jokeren, Outlandish, Niarn, Majors, Jooks og mange flere. Det hele med DJ Static bag pulten.
Hus-Dj: DJ Schack
Værter: Jonny Hefty & Jøden
Sted: VoxHall, Vester Allé 15 i Århus
Datoerne: 30/9, 1/10 og 2/10 2010
Tid: Dørene åbner hver dag kl. 19.30
Pris: 350 kr. for alle tre dage og 150 kr. for en dag. Billetterne er i salg nu på www.voxhall.dk.
Du læste skam rigtigt, fire af dansk raps "Grand old men" har rejst sig fra støvet, og er klar til at give to koncerter i Århus og København.
Det er Primo Entertainment der også står bag MC's Fight Night, der har taget initiativet til at gendanne nogle af legenderne fra dengang dansk rap var ung og morsom - de kalder koncerterne "Respekt part 1". Primo Entertainment siger selv, at koncerterne er en hyldest til de bands der var med til at kickstarte hiphoppen i Danmark, og der er nok også mange både i og uden for hiphopmiljøet der har skrålet med på "Han får for lidt", "Malerhjerne" eller "Arh Dér".
Det har man altså igen muligheden for lørdag d. 13. november i KB-Hallen i København, og lørdag d. 20. november i Scandinavian Congress Center i Århus.
Ud over Østkyst Hustlers, MC Einar og Humleridderne kan du også opleve Faktaposen som vil stå for opvarmningen. DJ Tue Track sørger for musik fra "de gode gamle dage" under sceneskift og andre pauser.
Billetsalget starter torsdag d. 26. august 2010 på Billetlugen og i FONA, og Primo Entertainment anbefaler, at man købe sin billet i god tid.
Publikum til årets MC's Fight Night Øst- og Vestfinaler vil kunne opleve Marwan. Marwan udgav i 2007 debutpladen P.E.R.K.E.R på tabu records (pladen blev bl.a. nomineret til "årets danske cover" til danskrap.dk-prisen 07.) og kommer i september med en ny single, der bærer titlen "Korrupt Politi".
Du kan opleve Marwan og selvfølgelig MC's Fight Night på Train lørdag d. 11. september, og i Amager bio d. 18. september. Finalen er i KB-Hallen Lørdag d. 16. oktober 2010.
Selv om der altså er premiere på "Korrupt Politi", vil hverken Marwan eller Tabu Records løfte sløret for en eventuel udgivelsesdato, eller en titel på et kommende album, men Marwan lover, at "Korrupt Politi" ikke vil være det eneste nye nummer man kan høre, og at han nok skal medbringe en ordentlig flok gæster både fra Tabu-familien og fra Pimp-A-Lot.
Du kan få mere info om billetsalg og om MC's Fight Night generelt på Fightnight.dk
Den herboende svenske rapper Mike Raw, har øvet sig godt og grundigt på at rappe dansk, og har nu smidt sit første forsøg op i form af en video.
Videoen er en teaser for hans kommende ep The Big Boom, som er på vej - der er dog ingen officiel udgivelsesdato endnu.
Video er filmet, klippet og instrueret af Jens Lengerke.
Den amerikanske RnB-rebel Kelis besøger den 13. oktober Vega og der er dermed lagt op til et brag af en pop-fest. Kelis kommer på besøg med et solidt bagkatalog og der bliver uden tvivl rig mulighed for at synge med på ørehængerne "Milkshake", "Caught Out There" og "Trick Me". Hun kommer forbi i anledning af sin seneste plade Flesh Tone, hvor hun i stil med Lady Gaga har kastet sig over tidens top-producere, som eksempelvis Diplo og Will.I.Am. Resultatet er blevet en anmelderrost portion electro-pop lige til natklubberne og de danselystne.
Siden starten af årtusindskiftet har Kelis gjort sig bemærket med kompromisløs og provokerende musik med dristige stilistiske og genremæssige eksperimenter. Således har hun altid været mere populær i Europa end i hjemlandet, selvom hun altid har haft for vane at alliere sig med de mest populære producere, eksempelvis The Neptunes, Scott Storch og Raphael Saadiq.
Fornyelig vidste hun skarp form ved Glastonbury Festivalen i England, hvor anmelderen på The Guardian kvitterede med 4 ud af 5 stjerner. Så forvent en svedig omgang pop og husk danseskoene når Kelis indtager Vega!
LasG har efterhånden været mange år i den danske hiphop-kultur, hvilket har resulteret i projekter med bl.a. Blok13 (Niarn, AMP, Sundsdal og senere Klingen). LasG har overlevet kontroverser, og er gået gennem en følelsesmæssig storm, for at finde sine egne veje, og har valgt kærligheden til musikken, frem for at satse på en decideret musikkarriere. På dette album er det derfor ærligheden der står øverst på prioriteringslisten, resultatet er rap der ligger milepæle fra tomme og perfide rap-klicheer.
LasG beretter om sit liv på denne plade, og det bliver bestemt ikke tørt eller kedeligt, når LasG reflekterer over sin hverdag, og ser kritisk på den danske hiphop-kultur, hvor han kategoriserer og piller ved den falske facade, som regerer over den danske hiphop verden. LasG er en yderst kompetent lyriker, som gennem års arbejde, har skabt sit helt eget rap-flow, som vi andre kan nyde glæde af. LasG må uden tvivl være blandt de ti bedste rappere i Danmark, og hans solodebutalbum, taler sit helt eget sprog for denne påstand. Stilen er gennemført, den er innovativ, og hans oprigtighed blandet med velfungerende retorisk ordspil gør, at LasG´s Whatever, er en af de mest spændende udgivelser fra undergrunden, som dansk hiphop har set i mange år.
Lyduniverset på udgivelsen er hovedsageligt konstrueret af Galimatias, som bl.a. lavede en kyndig produktion til Fosta-albummet, som bestemt gav mindeværdige toner. Produktionerne på Whatever er så markante og så fængende, at man hungrer efter at høre mere og flere. Der er ingen tvivl om, at dette gode samarbejde mellem rapper og producer er med til at stadfæste denne udgivelse som en med fede produktioner og flydende lyrik – som samtidig er selvreflekterende og gennemarbejdet.
Vores fotografer var skam også på Roskilde Festival, og resultaterne af deres arbejde er så småt begyndt at kunne ses, lige nu kan du se stemningsbilleder og billeder fra bl.a. koncerterne med Die Antwoord, Chic Quib Town og sågar Mortörhead!.
Der er flere billeder på vej, så stay tuned!
Billeder kan ses i galleriet
Alting har en ende. Også dette års Roskilde Festival. Og den afslutning kan absolut afføde glæde over at vende hjem til et varmt bad, en blød seng og et fyldt køleskab. Men også sorger. Og jeg har ærlig talt ’The Roskilde Blues’ her dagen derpå.
Roskilde har for mig holdt alt hvad den lovede. Jeg har hørt fantastiske koncerter, drukket semi-kolde øl og mødt fantastiske nye mennesker. Det skal dog siges, at med danske hiphopbriller på, var programmet ikke fantastisk – der var ikke mange danske rappere på programmet, og man kan håbe, det ændrer sig til næste år.
Men hvad var så de bedste oplevelser? Jeg har prøvet at lure stemningen af hos både egne venner og mange af de nye mennesker, jeg har mødt i løbet af de sidste fem dage. Og det hele handler om sammenhold!
Det er måske gamle nyheder for garvede Roskilde-gængere, men for en nybegynder er det overraskende med al den tolerance, kærlighed og sammenhold cirka 75.000 mennesker kan vise over for hinanden i løbet af en uge på en mark i Roskilde. Ja, der er også undtagelser, men dem vil jeg udelade her. Jeg vil i stedet sætte en tyk fed streg under det fantastiske i, at god musik blandet med lidt primitive forhold og masser af sprut simpelthen kan fremkalde det bedste i folk.
Jeg har aldrig i det københavnske natteliv oplevet så fin en køkultur som ved en tilfældig Tuborgbod på marken. Aldrig har så mange mænd holdt alt fra toiletdøre til skraldelåg for mig, og aldrig, aldrig har så mange mennesker stået alt, alt, alt for tæt på mig, uden at være hverken upassende, gramsende eller irriterende. Jeg er forbløffet over Roskilde-gæsterne – de er absolut dem jeg allerhelst vil feste med i hele verden!
Hvilket bringer mig tilbage til min Roskilde Blues. For jeg savner det jo allerede! Og lige nu synes jeg, at det er alt for lang tid, at skulle vente rundt regnet 360 dage på at komme tilbage og høre flere fantastiske koncerter, drikke dejlige øl, få støv i håret og glædestårer i øjnene. Jeg vil tilbage NU! Men det eneste jeg kan gøre, er at svælge i mine mange gode minder, og begynde at tælle dage til næste års Roskilde Festival. Ses vi? Det håber jeg!
Mens Motorhead var i fuld færd med at skråle Orange Scene omkuld, gik det lidt anderledes for sig på Cosmopol, hvor det colombianske orkester Choc Quib Town var kommet for at vrikke nogle hofter, med deres lækre blanding af salsa, funk og hiphop. Efter en kort præsentation fra Per Vers var den syv mand høje konstellation klar til at gå på scenen. Og klar - det var de i dén grad. Mens bandet diskede op med det ene lækre groove efter det andet, dansede de tre forsangere, hvoraf den ene også agerede dj, rundt med store smil på læben. Ud over at have styr på dansetrinene var de alle tre, den ene en veldrejet kvinde med store, sorte krøller, yderst habile rappere. Der var ikke en eneste fodfejl i deres rullende, colombianske flow, og ikke en eneste pause til lige at få pusten.
Bandet havde publikum i deres hule hånd fra første sang, og inden længe stod alle og dansede rundt om sig selv med højre arm i vejret efter deres instruktioner. Der var en utrolig nerve og livsglæde, som var virkeligt smittende og inspirerende for os heroppe i det kolde nord. Som min sidemand bemærkede, var det stort set umuligt at stå stille, så længe de spillede. Det var helt tydeligt, at gruppen har sin inspiration fra mange forskellige genrer; ind imellem blev der givet guitarsoloer og det føltes pludselig som at være til rockkoncert, dernæst genfortolkedes House of Pain nummeret ”Jump Around”, så et stykke med dancehall og få numre senere skulle der spilles og danses salsa. Alle stilarter mestredes til perfektion i denne herlige blanding.
Udover at være alsidige, udviste bandet et usædvanligt overskud og en livsbekræftende glæde ved at spille. Alt de gjorde så ud til at være legende let, og stadig var det så uendelig tight. Trommeslageren holdt takten perfekt, mens der drønedes løs på bas, guitar og bongotrommer, og forsangerne rev tilskuerne rundt, til man var badet i sved og flækkede i et stort grin. Det var muligvis sidste dag på festivalen, men det kunne bestemt ikke mærkes ved denne optræden, der struttede af herlig sydamerikansk funk og rap, og pludselig var der ikke kun støv og tislugt i luften men også et drys rendyrket colombiansk magi.
Die Antwoord er et af de mest interessante navne i hiphop for tiden. Med deres trippede stil, spøjse tekstunivers og uforståelige sydafrikanske dialekt, har de delt vandene. Nogle kan ikke få nok - andre kan ikke udstå det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder tilhører den første gruppe, så det var derfor med store forventninger, jeg drog mod Cosmopol, tidligt søndag eftermiddag. Og jeg skal love for, at alle forventningerne blev indfriet!
Først på scenen var den lille Yo-Landi Vi$$er, der er lige dele tosset og sexet, foruden at være en utrolig dygtig rapper. Iført hvidt joggingsæt med sorte tegninger på, åbnede hun og DJ Vuilgeboost ballet, og kort efter gjorde Ninja dem selskab med sin lange, ranglede krop og karakteristiske frisure. De to rappere hoppede rundt med en utrolig energi, hvilket nok var grunden til, at Ninja ind imellem lød forpustet og kiksede et par linjer mod slutningen af showet. Til gengæld var der intet forpustet over mandens velkendte, frække attitude, som når han smed joggingsættet og svingede ”the meanest penis that you’ve ever seen” bag sine famøse (og alt for korte) shorts. Yo-Landi var utrolig tight på mikrofonen gennem hele showet, og ramte perfekt med sin skarptskydende lillepigestemme.
Sceneshowet var på alle måder forrygende med masser af kostumeskift, nøgne damer på storskærmen og lynlektioner i sydafrikanske gloser, som publikum kunne synge med på. Til tider føltes det som om, teltet skulle lette, når gruppen skruede op for undergrundshits som, ”Wat Kyk Jy” og "Jou Ma Se Pous in 'n Fishpaste Jar". Derudover bød koncerten på freestyle, lyssværd og afslutningsvis et langt rave med stroboskoplys, røgmaskiner og en sand tour de force af Ninja, der rappede sit halsbrækkende, otte minutter lange vers til "Beat Boy". Det var utroligt at se, hvor mange mennesker, der var mødt op til denne usædvanlige koncert, og var klar til at råbe med på de syrede tekster, der primært omhandler ting som joints, store lem, og kønsskifteoperationer.
Efter showet var teltet tæt på kogepunktet og Die Antwoord kom på scenen igen til to ekstranumre; først den bangende ”Superevil”, som de fleste blandt publikum tydeligvis kendte, og til sidst et helt nyt rave-remix af ”Enter the Ninja”, som ikke var hørt i Europa nogensinde før. Tilsammen et helt fantastisk rap-rave med nogle af hiphoppens skøreste bananer.
Omkring 20 mennesker havde samlet sig foran Pavilion lørdag aften, hvor et af de mere ukendte navne på dette års festival skulle optræde, og med kun fem minutter til showstart gik de to hovedpersoner selv rundt, og lavede lydtjek. Der var tale om New York-rapperen Sensational, der er kendt i visse undergrundskredse for sin syrede, skæve stil samt produceren Spectre, der blandt andet er blevet kaldt for The Nosferatu of Underground Horrorcore. Det var næsten hjerteskærende at se Spectre gå på scenen og begynde at spille for så lille en forsamling, men lyden af hans tons tunge, industrielle beats lokkede langsomt folk ind i teltet og snart var der samlet omkring 400 mennesker i teltet. Og forståeligt nok, for det var svært ikke at give sig hen til Spectres sumpede produktioner, spækket med laserlyde, horn og en bas, der snildt overdøvede Muse, som samtidig var i gang på Orange.
Efter en lille halv times dj-sæt spankulerer aftenens anden hovedperson, Sensational, på scenen, iført en hvid hættetrøje og et par store solbriller, som forblev på under hele koncerten. Men i stedet for at begynde at rappe, lagde han ud med at promovere de tos fælles projekter, ”Acid & Bass” og ”Death Before Dying” og han fortsatte med at sniksnakke i fem-seks minutter, før man fik lov at høre ham rappe. Men her var forventningens glæde absolut den største. Hans syrede, gakkede stil, som jeg havde glædet mig til at høre, endte som en parodi på sig selv, da han enten var alt for skæv, uengageret eller simpelthen bare for dårlig til på nogen måde at nå ud til publikum. Med hensyn til flow var det stort set ikke-eksisterende - der var lange pauser i hans vers, hvor han bare gik lidt frem og tilbage og råbte ”new shit!” eller gentog sit eget navn. Det mindede til tider om at få afspillet et mixtape, hvor dj’en konstant råber enerverende ligegyldigheder ind over numrene.
Spectre gjorde det fortsat udmærket, til trods for at hans beats til tider kunne være lidt kedelige eller ensformige. Når de til gengæld var gode, blev man blæst omkuld af hans hårdtslående produktioner. Men det var desværre ikke nok til at redde makkeren, der havde svært ved at få en eneste tydelig sætning over læberne. Det var stort set umuligt at høre, hvad han sagde det meste af tiden, og selvom han til tider vågnede lidt op og viste en smule potentiale, var der alt for langt mellem snapsene. Der var simpelthen for lidt flow, alt for lidt indhold, for lidt publikumskontakt og for dårlig overgang fra nummer til nummer. Den sidste halvdel af Sensationals optræden føltes som at se en meget lang freestyle med en person, der aldrig har prøvet det før. Og han lod ikke til at blive bedre af den joint, han stod og røg på scenen.
Det tyndede langsomt ud i publikum og de der blev, var en broget flok af stive gamle mænd, folk der tågede tilfældigt rundt og en håndfuld unge, der stod foran uden at nikke det store med nakken. Desværre, en meget skuffende oplevelse, der ligeså godt kunne have været et dj-sæt. Og måske havde det endda være bedre.
0 kommentarer:
Send en kommentar