Skrevet af: Henning Winther
Deltag i debattenDer er ingen penge i musikbranchen - et simpelt faktum. Musiksalget er for nedadgående, eksponeringsmulighederne er i bedste fald kritisable, og pladeselskaberne hyler i kor over det bagslag, det giver at satse på TV-reklamer og opsamlinger. Der er simpelthen for lidt nyt materiale, der kan sælge i dag. Kongehusets repræsentant på BMG, Henrik Lunddorph, har udtalt, at pladebranchen har problemer nu, fordi man ikke brugte tid på at dyrke de talenter, man signede for fem-seks år siden - dvs. lige præcis sådan nogle som os, der måtte kassere et næsten færdigt album, fordi BMG brød vores kontrakt. Der gik fire år mellem vores albums, hvor vi måtte etablere vores eget studie og pladeselskab og udgive andre grupper for at få mulighed for at udgive vores eget. Jeg fortryder ikke et sekund - jeg har fået et fantastisk CV ud af det og en masse oplevelser, kun ganske få mennesker får mulighed for - men det er fandme hårdt arbejde.
De danske hip hop-grupper, der har oplevet kommerciel succes, har alle haft én ting til fælles: den sjove sang, der hitter blandt det brede publikum.
Bevisbyrden er overvældende: Østkyst Hustlers' "Verdens Længste Rap" og "Han Får For Lidt", Humleriddernes "Malerhjerne", DGPs "Spændt Op Til Lir" og L. Ron Haralds "Mæ Å Min Kadett". I visse tilfælde svimlende salgstal på grund af en enkelt single. I mindre målestok kan man nævne Malk De Koijns succes med et relativt rent hip hop-produkt.
Der er ikke noget galt i at lave musik med humor - det er både befriende og livgivende at grine, og hvis man kan gøre det til en god sang, er det helt fantastisk. Der er bare en himmel til forskel på det publikum, man rammer, og den livsstil, man selv fører. De fleste hip hoppere vil dø for deres sag, mens grupperne med de sjove hits får hørt deres musik i skøn sammenblanding med Infernal, Zindy Kuku Boogaloo og andre væsentlige bidragydere til den gode smag. Jeg undrer mig hver eneste dag, når jeg ser plakater for Rockshow 2002, hvor Saybia og DGP står på samme plakat - det giver ganske enkelt ikke mening., at nogle af dansk hip hops største talenter skal spille i et rockcirkus for at få tingene til at hænge sammen.
Man kan også vælge at tage en anden vinkel på det brede publikum med lækre, poppede produktioner á la den amerikanske radio-hip hop (Nelly, Ja Rule etc.). Clemens og Funk Flush er eksempler herfra, hvor man med begrænset succes har prøvet at ramme publikum gennem airplay. Jeg har personligt bitre erfaringer med Kongehusets andet album, hvor presset fra Sony fik os til at lave en meget dårlig, radiovenlig første single til albummet. Det ødelagde meget mere, end det gavnede, fordi pladens oprindelige publikum vendte den ryggen - og så står man der, hvor det brede publikum også er ligeglade, fordi "hit"-numrene ganske enkelt ikke er gode og vedkommende nok. Og det er i den grad nederen at stå på en scene, hvor man gerne vil give folk en god oplevelse, og skal føre sig frem med lalleglade omkvæd og ligegyldige tekster, fordi det nu er det, der gør sig bedst, når man vil ha' airplay.
Jeg synes, det er ærgerligt at se så gode talenter gå til spilde i et forsøg på at overleve i branchen. Måske burde man bare erkende, at pengene ligger andre steder - og musikken på godt og ondt er en fritidsinteresse, som ind i mellem er ganske indbringende, men som aldrig vil kunne betale huslejen og maden.
Når jeg kigger i bakspejlet, har jeg svært ved at gennemskue, hvorfor folk vil leve af at lave musik. Jeg vil hellere høre på folk, der arbejder i en bagerbutik og kan fortælle de sindssygeste historier om brød, end jeg vil høre på en fattigfin levebrødsmusiker, der skal fortælle, hvem han nu har sniffet coke med. Der findes en ganske lille kerne af virkelig dygtige og kreative folk, der arbejder røven ud af bukserne, og så er der alle de løse, der bare hænger med og arbejder på et projekt, der aldrig bliver til noget. Den dårligste fest, jeg har været med til, var Danish Music Awards 2001, hvor jeg var nomineret med Kongehuset. Jeg kedede mig bravt i selskab med en flok fattigfine idioter med billigt glimmertøj og absolut intet indhold i deres liv. Efterfesten var om muligt værre - fordi alle wanna-be's også var der i den tro, at de kunne få et gennembrud ved at hænge ud med de kendte. Det var faktisk til denne fest, jeg bestemte mig for ikke at gøre mere ved musikken - det er en meget hård, usikker branche, hvilket jeg har vænnet mig til - men den tomhed, der eksisterer hos folk, der ikke laver andet, er næsten ubærlig.
Deltag i debatten
Sick Nature? Signature? Hvordan fandt du frem til den titel, er der nogen dybere ting bag titlen.
Hvor henter du inspiration til dit musik?
0 kommentarer:
Send en kommentar